20/10/2026
"Plys," spurgte Grisling blidt, "hvordan ved du, hvornår det er tid til at træde væk fra de ting, der gør dig ked af det? "
Plys tænkte et godt stykke tid, for det var den slags spørgsmål, der rørte både hjertet og maven — og de, han vidste, var de vigtigste slags spørgsmål.
"Nå, Grisling," sagde han endelig, "nogle gange bemærker du, at visse steder eller visse tanker begynder at føles tunge - som at prøve at bære for mange honningkrukker på én gang. Og så husker man, at det er helt i orden at sætte nogle af dem ned. "
Grisling slog hovedet på skrå. "Men er det ikke at efterlade ting? "
Plys rystede blidt på hovedet. "Jeg går ikke, Grisling. Jeg vælger bare. At vælge at holde fast i det, der holder dig varm indeni, og at give slip på det, der giver dine poter ondt. Fordi selv i Hundredemeterskoven er ikke alle stier beregnet til hver dag. Nogle stier fører til solskin, og andre kun til tidsler. "
Grisling slap et lille lettelsens suk ud. "Så selvomsorg er at vide, hvilken vej man skal tage? "
"Netop," sagde Plys. "Det er at huske, at omsorg for sit hjerte ikke er egoistisk. Fordi når dit hjerte føles lettere, har du mere venlighed at dele med de venner, der har mest brug for det. "
Og med det lænede Plys sig tilbage mod træstammen, en blomst i poten og en kop varm te ved siden af ham, og troede, at ægte styrke ikke var at bære alt - men at vide, hvornår man skulle bære mindre. 💛
Nogle gange er det meget godt lige at stoppe op og mærke efter 💚🙌
