08/10/2026
I weekenden skabte vi noget ægte.
Lørdag morgen mødtes vi med 10 mænd til sort kaffe og blå himmel. Der var en lidt forsigtig stemning, og de fleste kendte ikke hinanden.
Søndag eftermiddag gik vi fra hinanden med noget, der er svært at sætte ord på. Det nærmeste jeg kommer, er at vise sig og at blive set som hele mennesker, med det der går godt og det der er svært.
I går læste jeg et debatindlæg i Politiken af sekretariatschefen i DareGender, og jeg sad og nikkede hele vejen igennem. Der står blandt andet, at mange mænd lærer at "spejle sig i hinandens succes snarere end i hinandens sårbarhed."
Det kender jeg fra mit eget liv. I mange år målte jeg min værdi i det, jeg kunne præstere. Og når noget gik i stykker, var det noget, jeg selv skulle klare.
I weekenden oplevede vi det modsatte. Vi sad i cirklen, og den ene efter den anden delte noget, der ikke var nemt at sige højt. Så skete der noget i rummet. Det, man havde troet var ens egen fejl, viste sig at være noget, flere af os kendte. Man kunne mærke det i skuldrene og i vejrtrækningen.
Lørdag skrev hver mand en maske ned på et stykke papir, en rolle han gerne ville slippe, og smed den i bålet. Nogle læste op, andre gjorde det i stilhed.
Artiklen slutter med en tanke, jeg gerne vil give videre. Måske begynder en moderne mandebevægelse meget stille, med at mænd lærer at se hinanden i øjnene.
Det er det, vi prøver at skabe i mandegruppen. Et sted hvor ingen skal bevise noget, og hvor man kan komme, som man er.
Tak til de 10 mænd, der sagde ja til weekenden.
Vi starter en ny sæson i 2027. Hvis det her rammer noget i dig, så skriv til os (Frederik Schiøtz eller Jonas Lillundal) så tager vi en snak.
(Link til artiklen i kommentarerne)
