16/06/2026
Jeg fik en besked fra en kvinde i går.
Hun ville dele sin historie og hun gav mig lov til at dele den her.
Hun er erfaren gæst. To år med saunagus. Det sidste år en gang om ugen. Hun kender sin krop. Hun kender saunaen.
Den dag havde nok hun sovet lidt for lidt og spist lidt for lidt, men hun havde det godt. Ingen alarmer. Ingen tøven. Hun gik ind til gus som hun plejer.
Og hun klarede den. Ingen problemer undervejs.
Det var efter det skete.
Fem til ti minutter efter hun forlod saunaen begyndte hun at ryste. Hun dissocierede. Hun var ikke til stede i sig selv. Hun var ikke i stand til at være alene.
Heldigvis var gusmesteren til stede. Han blev hos hende. Sørgede for mad, chokolade, vand og elektrolytter. Sad med hende i halvanden time.
Det er en smuk handling og det fortjener at blive sagt højt, men det rejser også et spørgsmål vi sjældent taler om.
Hvem har ansvaret når det sker?
Er det hende? Hun følte sig fin. Hun havde ingen måde at forudse det på.
Er det gusmesteren? Han gjorde det rigtige, men kan man forvente halvanden times efterpleje som en del af jobbet?
Er det stedet? Dem der udbyder sessionen og sætter rammerne?
For det her sker. Ikke hver gang, men det sker. Og vi har ingen fælles svar på hvad der skal ske når det gør.
Det synes jeg vi bør tale om.
Hvad ville du have forventet, som gæst, som gusmester eller som sted?