Klinik for neuroaffektiv psykoterapi

15/11/2019

I den neuroaffektive kvindegruppe, jeg er guide for, arbejder vi ofte med skammens slør. Det kan i sig selv opleves skamfuldt ("sådan må jeg ikke have det"). Skam infiltrerer så mange aspekter af vores liv, og lægger låg på jeg'ets udfoldelse og tillid.

Grundskam som definition: Skam er oplevelsen af at ens følte sansning af selv bliver disintegreret i relationen med en dysregulerende anden. Et pludseligt skift i den neurale fyring, når selvet ikke kan finde en betydningsfuld anden, og selvet imploderer eller dissocierer.
Skam og utryg tilknytning går næsten altid hånd i hånd (psykopater føler ikke skam)

Skammens udtryk er altid selvbeskyttelse, fx:
-nedgøre andre og/eller ophøje sig (grandiositet)
-gemme sig (inferiositet)
-tend-and-befriend (inferiositet)
-selvkritiske / tåler ikke ros (så kritikken udefra ikke får magt)
-intellektualisering (mental forståelse i stedet for hel-person forståelse)
-arkaiske former af behov og følelser (fordi de aldrig blev mødt)
-en krop med et mønster af stivnen og kollaps (overspænding og underspænding)
-højre/venstre hjerne split (selvsabotage fx)
-kompenserende adfærd (dygtig eller servicerende)
-seksualiserer
-hyperaktivering (fx træning el ludomani) uden kontakt
-skam på andres vegne

28/10/2019

Traumer adskiller os fra hinanden. Traumer ændrer nervesystemet, så man tror, man er helt alene, og der er ingen hjælp at hente. Traumer opkvalificerer alarmberedskab og afmagtsfølelse og nedkvalificerer nærvær og relationer. Dvs. at oplevelsen af, at nogen er der stabilt for én ikke er repræsenteret inden i én. Så når fx man mærker en anden trækker sig, eller man ikke lige forstår hvad der sker, så vil det traumatiserede system tolke det som "nå, nu bliver jeg forladt, så enten kan jeg begynde at kæmpe eller også trækker jeg mig".

Det er derfor selvudviklingsarbejde i en gruppe i min optik er så vigtigt. Når man har fået relationelle og kollektive traumer 'forærende' i barndommen, så har nervesystemet en anden måde at læse egen og andres betydning på, end nervesystemet hos en trygt tilknyttet har. I grupper træner vi nye kredsløb, der over tid giver mere plads til tryghed og tillid end til alarm og svigt og forladthed. Det vil på det personlige plan give mere ro og glæde, men på det kollektive plan vil det sætte sig som en ny slags 'spor', man efterlader i sine relationer. Nervesystemer smitter hinanden. Mors og fars traumer bliver børnenes traumer. Som regel kan man se de samme traumer i generationer. Det kan vi ikke ændre, før vi ændrer de indre overbevisninger, traumerne har programmeret i os, så vi kan handle anderledes og ikke genskabe traumerne.

Traumer, der er skabt i det relationelle kan primært kun løses i det relationelle ved at få nye erfaringer. I grupper får vi nye erfaringer og får efterhånden bygget et rum op, der er trygt nok til, at der kommer plads i nervesystemet til forandring. Det er i min verden guld værd. Men det tager tid at opdage, det er guld værd. Især fordi det primært mærkes, når vi er der, og forsvinder lidt, når vi ikke er der. Det er det, traumer gør. Trækker os tilbage til utrygheden, vi kender.

25/06/2019

Jeg skal stadig diskutere lidt med mig selv og min blufærdighed om det der med at dele ros fra andre, men nu tillader jeg mig at dele et feedback fra en af mine kursister:

"Jeg er ovenud glad for foredrag. Lisa er mig en kæmpe inspirationskilde. Fedt med noter.

Den måde hun integrerer sin viden og praktiske kunne på afslører sig i nuet i mødet med mig. Jeg er tosset med at starte med at mærke rummet, kognitiv reorientering og hun højt siger her er ikke farligt. Det er så afspændende på mit nervesystem og vækker min appetit på viden.

Måden hun formidler på er i fuldstændig total hurra øjenhøjde. Meget sagligt! Og menneskeligt og jeg er intet tidspunkt i tvivl om faste teoretiske ståsted koblet til mega stor levet erfaring.

Og hun anbefaler bøger. Jeg bliver glad og mit teoretiske dyr hopper.

Tak for sådan en universitetsforelæsning på Salig."

08/06/2019

I et fint samarbejde med Salig ApS har jeg nu afholdt tre meget velbesøgte foredrag/workshops og afviklet det første forløb af min neuroaffektive fordybelsesgruppe for kvinder. Det er så berigende at møde begejstrede deltagere, der har modet og viljen til at se dybere på egne mønstre og vaner og bruge det til at modne i stedet for at identificere sig med dem.
Nyt fordybelsesforløb starter til august. Se
https://www.saligkbh.com/kalender/gruppe
Måske ses vi?

FORBUNDET I BEVÆGELSE - et forløb for kvinder, der ønsker forståelse af egne mønstre og vaner

28/04/2019

Jeg taler ind imellem med mennesker, der mener, at de er blevet tildelt urimelig megen lidelse i dette liv. Jeg kan føle en stor empati med, at de har det sådan, men efter et forløb bliver det klart, at megen af deres lidelse udspringer af, at de oplever sig selv som ofre, magtesløse, hjælpeløse, kraftløse. Så forståeligt, at de føler det lidelsesfuldt. Men det væsentlige er ikke så meget at tale om lidelsen, men at finde deres kraft, magt og selvstøtte frem. Ryste offeret af og føle mestringen i stedet. Så er lidelse sjældent et ord, de bruger om deres tilværelse mere.

19/03/2019

Hold da op. Nu er mit foredrag om Chok og Traumer på Salig helt udsolgt. Jeg troede, at det ville være en udfordring at få det solgt, fordi det ligger i påsken, men de bekymringstanker er gjort helt til skamme. :-)
Så jeg holder et nyt foredrag i august og håber, der vil være tilslutning der også.

02/03/2019

Lettet og glad over, at min første dag med at guide
advanced neuroaffektiv kvindegruppeforløb lykkedes med god feedback og vist en masse for de deltagende at fordøje. Glæder mig til næste møde. De var så modige og seje.

13/09/2017

Var i dag inde at se en dokumentar om en kvinde, "den flinke pige", som havde gjort alt rigtigt og var kendt, populær og flittig, men følte sig helt tom inden i. Og så kom depressionen buldrende. Det var en rystende film på sin egen stille måde, men det, der blev tydeligt, var skammen hos de nærmeste og hos hende selv. "Den slags rammer ikke nogen fra vores familie"-selvforståelsen.
Bagefter var der paneldiskussion med ordstyrer Anja Stensig, der selv har lidt af flere depressioner og var fortaler for, at der skulle være åbenhed omkring psykisk sygdom. Desuden var der en forfatter med en anoreksidiagnose bag sig og en psykiatrisk overlæge. Meget sympatisk. Meget fint arrangement. Der blev talt om medicin, elektrochok og terapi for at få det bedre. Det eneste, jeg ikke hørte, var, at patienten blev oplevet som andet end en patient. Patienten og personen blev synonyme. Alle gjorde deres bedste for at hjælpe patienten.
Jeg sad og tænkte: men hvor er det ligeværdige møde? Hvor er den mulighed, at dem, der gerne vil hjælpe, afskriver at placere sig i relationen som hjælpere? Hvad med at møde personen med diagnosen meget bredere og uden tanker om, at de hjælper, men med en intension om at være med personen præcis dér, hvor hun er? Ingen pep-talks, ingen "det går nok alt sammen". Fordi det vil lægge et pres på den deprimerede om at skulle være noget andet, og så skal hun til at forholde sig til, om hun skuffer nogen eller gør nogen kede af det. Jeg tror på, at man skal have friheden til at have det ad helvede til, fordi man i den proces bearbejder gamle sår. Og det tager tid. Det er min opfattelse, at det er super vigtigt at have en eller flere ved sin side i den proces, der ikke forsøger at fikse én, men kan rumme at være magtesløs og er stærk nok til ikke at vise sin bekymring og tror på og kan vise, at den deprimerende er så meget mere end depressionen.
Hvis der er skam hos de nærmeste over, at der er psykiske diagnoser i familien, så er det nok svært for dem at være en ressource. I sidste ende er det fint, at det er en samfundsopgave, men dér, hvor jeg synes, samfundet kunne vende begrebet psykisk sygdom lidt på hovedet, er ved at normalisere det og ved at erkende, at samfundets kultur, normer og opbygning i sig selv skaber psykiske ubalancer. Det er ikke det enkelte individs problem, at hun bliver syg, det er vores allesammens. Og det kan ramme os alle.

19/08/2017

Det bliver igen og igen tydeligt for mig, hvilken klemme vores opdragelse/tilknytningsmønster sætter os i. Alle forældre gør deres bedste, så det handler ikke om bebrejdelse, det handler om at forstå, hvilke mønstre, vi bringer med os.
Det, jeg ser i min klinik, og som jeg kender fra mig selv, er den manglende tillid til voksne, dvs. også den voksen, man selv er blevet.
For nogle udmønter den sig i, at man helst vil bo alene, fordi så skal man kun diskutere og have magtkampe med sin indre voksne, og der kan ens barnlige vilje ofte få overtaget - og så kalder man det, at "være god mod sig selv".
For andre udmønter det sig i mange magtkampe i parforholdet og en insisteren på, at ens løsninger er de bedste, fordi ens partner på flere områder i ens øjne er ganske inkompetent.
Ofte er det tilknytningen, der ikke er tryg nok, og derfor bruger vi hierarkisystemet i stedet til at manifestere vores tilstedeværelse og vilje. Kontrol er vigtigt i hierarkisystemet for at bevare magten. Egentlig er det strategier for at få tilkæmpet sig en betydning.
Trygt tilknyttede ved godt, de har en betydning. De behøver ikke på samme måde at kæmpe for den. De har større tillid til egne kvaliteter, evner og kompetencer og dermed også til sin partners. De kan sagtens finde noget at skændes om og kæmpe om, men den vigtigste faktor i parforholdet er "vi". Det er de fælles løsninger, de fælles kampe, de fælles oplevelser, der er det bærende. Det giver ingen mening at skulle manifestere sig som den afgørende magtfaktor, fordi så er der ikke noget "vi" mere.
Ofte i de utrygge tilknytningsformer ser jeg det desperat kæmpende barn, der har fundet bestemte strategier for at opnå at få betydning i familien, når denne betydning ikke var en naturlig del af familiedynamikken. Det være sig fra at være selvudslettende og tilpasse sig ethvert behov, familien måtte have, til at være styrende, kontrollerende og handlende på det, som vedkommende mener, er det bedste for alle. Og en masse variationer af disse mønstre eller disse mønstre på skift.
I terapi er det vigtigt at få et møde med det 'barn', som måske ikke har andre strategier, men som igen og igen kommer skævt ind i fællesskabet. At give det 'barn' en tillid til, at der er voksne, der er til at stole på og synes, at betydning handler om noget andet end den rolle, man har taget.
Gennem den forhåbentlig voksende tillid kan der ske en spejling på mere ubevidste planer, som kan tillade det indre barn at udskifte sine mønstre og bevæge sig hen mod en tryggere tilknytning og en større tillid til sig egen voksendel.

05/08/2017

Turns out you have TWO brains! Get a FREE Audible Trial: http://audible.com/asap Subscribe for more: http://bit.ly/asapsci Created by: Mitchell Moffit and Gr...

12/06/2017

Har i dag afsluttet et fantastisk kursus i børnetraumer - det var så meningsfuldt, og det endte så smukt med en demonstrationsterapi, hvor en søn og far genfandt hinanden i tillid.