02/07/2026
“Du har kræft i skjoldbruskkirtlen.”
Jeg var 32 år, havde en datter på 2 og var på sygehuset for at få taget stingene for, hvad jeg troede var en godartet knude på halsen.
Jeg var alene fordi jeg troede, det var ren procedure, men da jeg trådte igennem døren var der både en sygeplejerske og en læge i rummet og jeg tænkte: ‘Der er noget galt!’
Der var lavet en biopsi på det, kirurgen havde taget ud en uge forinden, og fundet kræft.
Vi havde solgt vores hus og var på vej til Holland, hvor min daværende mand var blevet udstationeret og på et øjeblik væltede hele min verden.
Jeg gik i chok.
Jeg husker stadig at jeg kørte alene hjem gennem skoven bagefter - og at verden var surrealistisk.
Jeg blev opereret og behøvede ingen efterbehandling, så egentlig kunne det være stoppet der, hvilket jeg også arbejdede hårdt for. Jeg var glad for, vi skulle flytte, for jeg kunne slet ikke rumme, at nogen skulle tale om mig, se vurderende på mig og tænke, at jeg så syg ud.
Forestil dig, at du lige er blevet mor, lige har solgt dit hjem, ikke har nogen selvstændig job-identitet og skal med din mand til et fremmed land, og midt i det hele får en kræftdiagnose.
Det er opskriften på at udvikle angst, depression, neurose osv..
Jeg er vokset op i en familie, den ældste pige af 5 børn.
Jeg lærte hurtigt, at mine behov ikke var så vigtige som mine mindre søskendes, så jeg fandt ud af at klare mig selv følelsesmæssigt. Det, jeg lærte som barn, grundlagde mine mønstre som voksen.
Sådan fungerer psyken i alle mennesker.
Min mand rejste meget. Så jeg var alene i et nyt land. Med min lille datter. Jeg havde ingen venner og ingen familie der.
Ingen at tale med om det traume, jeg havde fået. Jeg var isoleret.
Der er både skam, intens frygt og mange uoverskuelige tanker forbundet med at få en kræftdiagnose - og isolation medvirker til, at man får det endnu dårligere. Her er det helt centralt at blive mødt, rummet og holdt af andre. At blive bevidnet.
Så da jeg fandt mig selv alene i et andet land med nogle virkelig skræmmende tanker om kræft og død og ‘hvad skulle der blive af min lille datter?’ gjorde min psyke det, den er bedst til: Den tog sig sammen og lod som om, jeg var ok selvom jeg på ingen måde var det.
Da jeg skulle opereres, meddelte jeg mine forældre, at de ikke behøvede at komme og besøge mig på hospitalet. De var begge bange for hospitaler, så det ville jeg spare dem for.
Når man er 32 år, ny mor og kommer ud for noget så traumatisk, er man stadig en ung voksen og man har brug for sine forældre, men det kunne jeg slet ikke mærke på det tidspunkt.
Tilbage i Holland følte jeg at hele min verden skrumpede og jeg udviklede en angstneurose. Hvilket jo er ret forudsigeligt, men ingen havde talt med mig om, hvad der sker med psyken under de forhold, jeg var i.
Jeg turde ikke køre bil med min datter fordi jeg var bange for at besvime og køre galt. Jeg kunne sagtens køre alene, men det at have ansvaret for et lille liv oven i mine egne skræmmende tanker var simpelthen for voldsomt. Så når hun skulle i børnehave, kørte min mand efter mig i hans bil - og så øvede jeg mig på den måde.
Min verden skrumpede. Når jeg var alene med min datter kunne vi gå i supermarkedet, være i lejligheden, eller gå en tur med klapvognen. Det var mulighederne, jeg kunne se - og jeg havde angst hele tiden.
Når jeg var alene med min datter, havde jeg angst.
Hvorfor fortæller jeg alt det her?
Jo, det er for nylig gået op for mig, at jeg har gået alene med det i alle disse år.
Jeg troede egentlig, at jeg havde tale om det, men det var for tæt på og jeg ville for alt i verden ikke ynkes (jeg vil stadig ikke ynkes. Jeg hader at nogen ynker nogen som helst).
Derfor har jeg lukket alt, hvad der skete med mig dengang inde i en slags bobbel i mit indre, og holdt den skjult for alle - inklusive mig selv.
Men i en terapisession for nylig opdagede jeg boblen og på, at fordi den er blevet så dybt begravet, har den været med til at udvikle den intense sygdomsangst, jeg har nu.
Jeg er opmærksom på hver eneste lille fornemmelse i min krop, der er anderledes og tænker: ‘Kan det være farligt? Er det kræft? Har jeg en blodprop?’ osv. Når det er slemt, er det nærmest hver anden dag. Det er tungt.
Jeg mærkede, hvor helende det var, at fortælle nogen om min oplevelse. Derudover har jeg en fornemmelse af, at det måske kan hjælpe andre at læse om, hvordan det var for mig