Må jeg også få sukkersyge? Af Evy Guldberg

25/07/2024

Kære jer der følger eller klikker ind på siden - evt. fordi der er dukket et opslag op om denne side.

Jeg har modtaget en ret høj regning fra Meta på trods af, at jeg IKKE kører annoncer og heller ikke har gjort det længe. Jeg har tjekket, og umiddelbart ser det ud til, at der heller ikke er aktive annoncer, der blot sender ud.

Har du modtaget et opslag, hvor der står "sponsoreret" - er du så sød at give mig besked

18/07/2024

https://www.danmarkpaafilm.dk/film/dage-paa-skaerven?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR2g8qns976357ConxBglQl-QpWkxmtJaELWUl_9f5I-01bsnVq_-j0_Ptc_aem_hs4PnIRgSWxUi4oh5HePkg

Film: Dage på Skærven, Nyborg

Jeg vil gætte på, at filmen er fra midt 70'erne, for da min søster og jeg havde "fornøjelsen" der slt 60'erne var der ikke minigolfbane, maden var heller ikke så indbydende, så vidt jeg husker. Dog husker jeg omgivelserne meget mere blomsterrig. Nå ja, jeg var jo også kun 7 år ved mit første besøg i 1968 - og dengang havde man ikke sin mor eller far med på de 2 ugers utrolige lange ophold.

Der er heldigvis sket en verden til forskel siden da ift. til insulin, måling af sukker og kost

Filmen skildrer hverdagen for sukkersyge børn under deres ophold på Landsforeningen for Sukkersyges børneferiekoloni 'Skærven' i Nyborg.

14/06/2024

Mig 2 år, min søster Britta 3. år og vores mor på kun 22 år anede ikke, da dette billede blev taget, at hun få år senere skulle stå med 2 piger, der begge fik diabetes type 1. Vi fik sygdommen med 1 års mellemrum i hhv. 1967 og 1968.

Dengang var tingene ganske anderledes grusomme, end de er i dag. Viden om diabetes (Sukkersyg - blev det kaldt dengang) var mangelfuld, og da vi to søstre var så små, var det vores mor, der måtte tage de uberettigede skideballer fra overlægen, når vores tal ikke var lige i øjet.

Grusomt at tænke tilbage på! Vi to piger var i voksealderen - og netop det ved man i dag er en stor udfordring i sig selv.

Heldigvis er der sket MEGET på området, og med en helt anden tilgang til egenkontrol. Den nyder vi to godt af, for nu er der anderkendelse og ikke fordømmelse - for som videnskaben har vist: Ikke to diabetikere med type 1 kan sammenlignes. Vi er alle forskellige, og det lyttes der til.

Jeg har dog stadig mavepine over den uberettigede "skæld ud" min mor fik ved div. kontrolbesøg. Så uretfærdigt med de midler der var til rådighed dengang i start 70'erne. Hun gjorde sit bedste med de midler, hun havde (nærmest ingen) - hun gjorde ALT, for os to piger og mere til

07/07/2023

Øj, hvor min dårlige samvittighed bliver pirret. Daglig får jeg notifikationer om visninger på denne side - og intet er sket 😁 Min nye diagnose Gastroparese satte mig ret meget i bakgear, så jeg forsøger nu at indhente lidt af det, jeg ikke nåede i de ca. 9. måneder, det stod på. 😔... men det sker på et tidspunkt, så meget kan jeg love.
Imens kan du evt. læse med herinde - og en kommentar vil glæde mig

17/02/2023

De gemmer billedet af min søster og mig i 100 år -WOW - så må de have det endnu? De skriver, billedet vil se 10 gange bedre ud i en ANTIK-ramme 😆

16/02/2023

14/02/2023

Et opslag i en diabetesgruppe, som jeg nikker genkendende til. Har dog ikke selv libre - men en anden sensor. Det er ALTID om natten, at vi vækkes af en alarm.....................

En af de nætter hvor libre vækkede mig.. 3,1➡️ to brikjuice og en müslibar senere sidder jeg og venter på at pilen vender, så jeg kan sove videre🥱😴 og er glad for at jeg ikke skal på arbejde senere..

05/02/2023

Kritik af sygeplejepersonale

Jeg var til en hyggelig middagssammenkomst i går – os 3 par, har det altid hyggeligt sammen. MEN, så nævnte jeg – sådan lidt tilfældigt, at min respekt for sygeplejerskekonflikten kunne ligge på et meget lille sted – og så var FANDEN løs – et kort øjeblik.
Der er altid én, der har en nær – der netop er sygeplejerske eller andet i sundhedssektoren – en person der gør det SÅ godt og bestemt kæmper det bedste, de har lært.

Naturligvis.

Det jeg beskriver i et kapitel, er netop omkring blot 2-3 personer, der gjorde min indlæggelse på mere end 6 uger – indimellem rædselsfuld. Og samtidig med det kunne danne mig MIN mening om effektivitet eller manglende på samme.

HUSK – der skal 10 gode oplevelser for at overvinde blot en dårlig af slagsen, så ja, jeg blev negativ overrasket – og tænkte mit. Omvendt kan jeg godt forså de af mine nære forbindelser, der protesterer … for netop deres datter, søster, moster eller veninde kæmper så hårdt.

DET VED JEG GODT.

Men, jeg er jo nødt til at beskrive, hvad jeg oplever og har oplevet.
Naturligvis har jeg fulgt med i dagspressen og læst, hvor hårdt det er for vores sygeplejersker. Jeg er ikke i tvivl om, at noget er galt – helt galt – måske for meget topstyring. Noget halter…
Sygeplejerskerne råber på flere hænder, og fortæller om, hvor pressede de er. Okay, der har være Corona – men derfor kommer der jo ikke flere patienter end dem, der er plads til? Ret mig gerne, hvis jeg har misforstået noget.

Det jeg beskriver i bogen er noget JEG har oplevet – og JA, de negative er nok mere fremhævet end de positive. Dem var der naturligvis også og dejligt mange af.

Når man er indlagt 1 + 1 + 6.5 uger, giver det en vis indsigt. Den oplevede jeg på godt og ondt og har tilladt mig at skrive om. Det gode, kommer jo næsten som en selvfølge, men det dårlige – det der ikke må ske, fylder alt andet lige – så meget mere.
Hvem der bestemmer dagens dagsorden, hvem der står for hvad og hvordan – ja, det aner jeg intet om. Men der er noget, der absolut ikke fungerer, og hvor kræfterne kunne bruges anderledes efter min mening.

Jeg nøjes derfor ikke KUN at beskrive de ”gode” – men langt mere om det, der efter min mening IKKE fungerer. Det er jo sådanne oplevelser, der skal frem – mener jeg.
Nå mine veninder og jeg blev heldigvis forsonede, og jeg er overbevist om, at de – når det ikke gjaldt deres nærmeste – gav mig ret.

16/10/2022

Kapitel 34
2. indlæggelse med sulteketoner og mistanke om en diagnose

3. marts blev jeg indlagt igen efter at have ligget hjemme i ca. 5 uger i total armod. Jeg lå i vores mørklagte soveværelse og hvis ikke jeg kastede op, sov jeg. Sådan gik time efter time og dag efter dag. Det var rædsomt, men jeg havde ikke overskud til at tænke på, at min mand og søn led – og det måske mere end jeg selv gjorde. Fik jeg lov til at sove, få fred – var jeg nogenlunde tilfreds, men de to gik jo med en uro over, at jeg ikke blev bedre.
..
...

Jeg var langt mere observant her ved min 2. indlæggelse, og det var naturligvis fordi jeg ikke var i en komatilstand. Syg og dårlig – ja, men ikke totalt fraværende. Jeg havde utrolig svært ved, den form for det, jeg vil kalde ”ansvarsfornægtelse” Der hvor personalet ikke kunne gå ud over (eller ville) egne grænser. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at den person, der som ansat og var på stuen KUN havde med min medpatient at gøre. ”Nej” lyd svaret. ”hvis jeg spurgte om noget. ”Det er Tina der har med dig at gøre”. Næste problem var: Hvem fanden er Tina. Ingen bar navneskilte, og ”Tina” havde ikke hilst på og præsenteret sig.

24/07/2022

Jeg har været udfordret ret meget i år med hele 3 indlæggelser på sygehus - og der før, var jeg vel bare lidt doven :)

I dag tog jeg mig sammen og fik kapitel 31 færdigt, fortsatte med kapitel 32 - mangler nr. 33. - Og så lige en ordentlig afslutning. Så kommer det store arbejde - redigering og redigering og så lige een gang redigering mere.

Mine 2 skønne og dygtige betalæsere - Britta og Michael - vil have hele bogen på een gang, så der går noget tid endnu. Jeg VIL gøre mit allerbedste, så simple stavefejl bliver i den absolutte småtingsafdeling ... :)