07/10/2026
Vigtig information: Vi passer ekstra godt på dine sundhedsdata 🛡️
I lyset af det nylige læk fra CPR-registret har vi skærpet vores opmærksomhed, når vi udleverer medicin og personlige oplysninger. Vi er her selvfølgelig fuldstændig som vi plejer, men for at beskytte dig og dine data bedst muligt, er vi lige nu ekstra opmærksomme på din sikkerhed.
Det betyder, at du i den kommende tid kan opleve, at vi spørger lidt mere ind, end vi normalt gør. Det kan også være, at du ikke mærker nogen forskel.
Hvad kan vi f.eks. finde på at spørge om?
For at sikre os, at vi udleverer til den rette, kan vi blandt andet spørge ind til:
• Hvilken medicin du skal hente
• Hvor recepten kommer fra (fx navnet på din egen læge eller et bestemt sygehus)
• Hvornår recepten er udskrevet
• Hvor mange udleveringer, der er på recepten
Du vil også kunne opleve en særlig forsigtighed fra vores side, hvis du anmoder om at få udskrevet receptoversigter eller ekspeditionslister.
Sådan kan du hjælpe os med at passe på dine data:
💳 Brug Sundhedskortet: Medbring altid dit sundhedskort – enten det fysiske gule kort eller Sundhedskort-appen på telefonen.
📝 Skriv det ned: Vi opfordrer til, at du skriver dit CPR-nummer ned på en seddel/mobil frem for at sige det højt på apoteket.
🤝 Henter du for en anden? Medbring meget gerne vedkommendes sundhedskort (fysisk eller digitalt). Det skaber også ekstra tryghed for alle parter, hvis du har et skriftligt eller mundtligt samtykke fra den person, du henter for.
Vi håber meget på jeres forståelse for, at I kan blive mødt af skærpet opmærksomhed under ekspeditionen. Vi gør det udelukkende for at passe godt på jer.
På forhånd tak for hjælpen – og på gensyn på apoteket!
Med venlig hilsen,
Personalet på Bruuns Apotek
*Dette opslag er lavet med info fra Danmarks Apotekerforening og Lægemiddelstyrelsen*