16/06/2026
Min mormor døde, og ugen efter sad jeg på et Quran-retreat.
Hvis nogen havde spurgt mig, hvor jeg havde mest brug for at være efter at have taget afsked med min mormor, ville svaret være netop der. Ikke fordi sorgen forsvandt, eller fordi døden blev mindre virkelig.
Men fordi nogle rum minder os om det, vi så let glemmer i hverdagens tempo: at vi alle er på vej hjem til vores Skaber. At livet er skrøbeligt, og at tiden på jorden er begrænset.
Når vi konfronteres med døden, bliver vi ofte også konfronteret med livet.
🔸 Hvad lever jeg for?
🔸 Hvad bærer mig, når alt det ydre vakler?
🔸 Hvad er egentlig vigtigt?
I psykoterapien taler man om den eksistentielle dimension – spørgsmål om mening, formål, liv, død og det at være menneske.
Man ved, at mennesker ikke kun lider, grundet voldsomme oplevelser eller traumer. Nogle gange lider vi også, fordi vi har mistet forbindelsen til det, der giver livet mening.
Og i mange terapeutiske retninger anerkendes det transpersonlige perspektiv: at mennesket ikke kun er et individ, men også søger forbindelse til noget større end sig selv.
I den islamiske tradition er dette ikke et nyt perspektiv. Det er selve udgangspunktet.
At kende sin Skaber. At huske sit ophav. At leve med bevidstheden om, at vi vender tilbage til Gud.
Quran-retreatet gav plads til at sidde med denne bevidsthed. Uden at flygte. Uden at fikse. Uden at miste håbet.
I et nænsomt og kærligt rum, fyldt med gråd, grin og eftertænksomhed, var der plads til det hele. Ingen forsøgte at skubbe livets store spørgsmål væk eller “redde” stemningen, når samtalen kredsede om livet, døden, vores Skaber og meningen med vores tid her.
Oplever du også, at eksistentielle samtaler kan være svære at have i vores samfund?
Kærligste tanker
– Lobna
——————
(Quran-retreatet blev faciliteret af Salsabil og - En transformerende oplevelse, der går lige i hjertet 🤍)