17/06/2026
Den 18 juni er som min anden fødselsdag og den bliver mere værd for hvert år der går selvom det også kun går imod en afslutning på noget som har formet mit liv siden jeg var 20 år gammel. Den 18 juni 1983 var dagen hvor jeg fik muligheden for at komme under vingerne ved en etableret tatovør som havde de rigtige maskiner og farver. Jeg var startet op et par år tidligere med en hjemmebygget maskine lavet af en nyligt stjålet barbermaskine med tretrins skær, men det her var det rigtige. Tato Bubi som ikke havde det fedeste navn generelt, primært fordi han arbejdede når han var fuld, tog mig ind på sit matrikel på Skibhusvej 108 i Odense. Og det var mit højeste ønske som derved blev til virkelighed. Tegningen til idag har så meget symbolik gemt og det har været vigtigt for mig at det var tilstede. De to adresser er der hvor jeg startede og der hvor det hele vil slutte en dag, og den dag behøver ikke være langt væk som sådan. Dog har jeg truet med st blive ved til jeg bliver 70, men ingen kender sin fremtid. Hjertet ved Skibhusvej banneret er alt det jeg forbinder med tatovering og den kærlighed jeg altid har haft til faget,og kraniet ved Kirkebjergvej banneret markerer afslutningen og det definitive farvel. Og så er der tallet 43 som ligger imellem og det markerer det antal år jeg til nu har været en del af tatovørernes række. Roserne fordi de nok er det mest kendte motiv generelt set. Tatovering har bragt mig mange glæder men fandme også meget sorg. Jeg har villet det så meget at jeg har tilsidesat alt og alle hvis tatoveringen var mere vigtig og det har den været i 90 % af tiden. Og set i bakspejlet har det været en fejl. Det har gået op og ned igennem de her 43 år og jeg har taget mine tæsk på mange områder. Men altid rejst mig igen. Tatovering er en livsstil og ikke bare et job. Og det koster når man har den holdning. Ingen kan være i tvivl om hvad jeg mener om den måde tatovering bestrides idag. Jeg er satme ikke enig i ret meget af det der sker, men må også erkende at mit fag er blevet et cirkus hvor der både er plads til seriøst arbejdende good guys and women og så den bunke af folk m/k som bare aldrig skulle have været ind over dørtrinnet. Og sidst nævnte er der for mange af. Idag er det jo ikke nødvendigt at man kan tegne noget som helst, og derfor bliver der leveret mere lort end verden fortjener. Al udvikling har sine mørke sider og i tatovering kan det være meget sort. Jeg var med til at trampe en sti bredere tilbage i firserne da vi var få og skulle måske have taget mindre sko på dengang. Men det havde jo nok ikke ændret noget. 43 år som tatovør og jeg har set mere end de fleste. Vi er få af de gamle tilbage med mere end 35-40 års anciennitet og hvis folk mener jeg/vi er nogle dinosaurer som bare er gamle sure mænd så må de godt få ret i det, for jeg ved vi har ret i meget mere. Ikke alt der skinner er lavet af guld.. rigtig god 18 juni.. GULD Storyteller in Flesh