26/08/2026
✨ Når børnene bliver voksne – men rollen ikke følger med ✨
Efter mit opslag om vores ferie i Portugal har der været noget, jeg har tænkt rigtig meget over.
Nemlig roller.
For vi har dem alle sammen.
Jeg er mor.
Jeg er hustru.
Jeg er søster.
Jeg er datter.
Og i mange af de roller har jeg været i i rigtig mange år.
Men hvad sker der, når menneskene omkring os udvikler sig, mens vores rolle inde i os bliver stående?
Det oplevede jeg selv meget tydeligt i Portugal.
Jeg rejste afsted med min mand og mine to store drenge – som jo faktisk ikke længere er drenge. De er unge voksne.
Alligevel røg jeg ind i den der alt for store morrolle.
Jeg skulle holde øje.
Sørge for.
Planlægge.
Tænke frem.
Være den, der havde overblikket.
Og på et tidspunkt måtte jeg stoppe op og tænke:
Hvorfor gør jeg egentlig det her?
Mine børn har ikke længere brug for den mor, jeg var, da de var små.
Og måske er det noget af det sværeste ved at være forælder – at børnene vokser, men vores nervesystem og vores vaner ikke nødvendigvis følger med.
For jeg kan godt vide med mit hoved, at de er voksne.
Men kroppen kan stadig huske rollen.
Den mor, der skulle passe på.
Den mor, der skulle tage ansvar.
Den mor, der skulle sørge for, at alle havde det godt.
Og det gælder ikke kun vores rolle som forældre.
Måske er du stadig den ansvarlige søster.
Den lillebror, der altid skal være den sjove.
Den datter, der stadig prøver at gøre sine forældre tilfredse.
Den veninde, der altid lytter og hjælper.
Den partner, der tager ansvar for stemningen i hjemmet.
Vi kan komme til at leve vores gamle roller videre, længe efter at situationen har ændret sig.
Men mennesker udvikler sig.
Og relationer skal også have lov til at udvikle sig.
Jeg tror ikke nødvendigvis, at vi skal slippe vores roller.
Men vi skal måske opdatere dem.
Jeg skal stadig være mor.
Men jeg skal ikke være mor på samme måde, som da mine børn var fem år.
Jeg skal være mor til voksne mennesker.
Og måske betyder det mere at stå ved siden af dem end foran dem.
At lytte i stedet for at løse.
At spørge i stedet for at bestemme.
At tilbyde hjælp i stedet for automatisk at tage ansvaret.
At kunne sige:
"Jeg tror på, at du selv kan."
Det er faktisk også kærlighed ❤️
Og måske er det dét, det betyder at blive mere ligesindede med de mennesker, vi elsker.
Ikke at vi skal være ens.
Men at vi møder hinanden som mennesker – ikke kun som de roller, vi har haft over for hinanden i mange år.
Jeg øver mig stadig.
For nogle gange opdager jeg først min gamle rolle, når jeg allerede står midt i den.
Men det smukke er, at når man først får øje på den, kan man begynde at vælge anderledes.
Så måske er spørgsmålet ikke:
"Hvilken rolle har jeg?"
Men:
"Er den rolle stadig den, relationen har brug for – eller er det mig, der stadig holder fast i den"? 🫶
I kærlighed
Nasja 🙏
