01/09/2026
Så længe jeg kan huske, har jeg haft en gigantisk modstand mod regler, rammer, struktur og disciplin.
Det føltes så langt væk fra mig.
Så tørt og indsnævrende. Så livløst.
Så umuligt.
Jeg mindes også ord fra min far, som var med til at understøtte min modstand. Historier, fortællinger og tvivl. Følelsen af ikke at være god nok.
Måske var det dét, jeg skulle mærke, for senere at kunne udvikle mig og vokse.
Til gengæld blev jeg god til tillid.
Til forandringer.
Til livets bølger.
Til at gå min egen vej.
Men livet kalder på balance.
De seneste mange år har jeg øvet mig i at skabe kontakt til det sunde feminine i mig. Hun er kommet godt på plads. Ikke færdig – men på vej. Og jeg elsker hende.
Nu har vejret vendt sig, og det sunde maskuline i mig råber på plads.
Flugten har fulgt mig længe, men den seneste tids sammentrækning har været både aktiv og nødvendig. Nu har jeg overgivet mig.
For ingen udvidelse uden sammentrækning.
Jeg har sagt goddag og velkommen til det sunde maskuline. Jeg vil gerne møde det, øve det og lade det vokse, så det kan holde rum for alt det i mig, som kalder 🌀
Og jeg ELSKER denne rejse.
Livet er ikke altid nemt. Men det er godt nok spændende og fuldt af gaver, når vi tør overgive os til det, der kalder.
Jeg føler mig stærk og klar.
Klar til struktur, ansvar, handling og vækst.
Jeg føler mig værdig til at vokse.
Den lille løveunge i mig, som elsker leg og frihed, er blevet voksen og har opdaget, at i ansvaret bor den største frihed 🦁
Jeg tror, min far sidder der i himlen og hepper på sin store pige ☺️❤️
Du smukke liv. Vi kan ikke regne dig ud.
Men vi kan overgive os til dig. Lytte efter din vilje og opdage, at vi er alt for små til at lade hovedet og kontrollen styre slagets gang.
Når vi forstår, at den større vilje – det, jeg kalder KÆRLIGHED – viser os vejen i livet, opdager vi, at livet er den smukkeste gave.
En gave, vi kan lade komme både os selv og så mange som muligt til gode ❤️
Tak, liv 🙏🏻
