13/07/2026
De fleste aktiviteter i Du & Ren Energi er sat på pause.
Jeg har haft brug for at stoppe op.
Brug for at mærke efter.
Det, jeg ønsker at skabe gennem min virksomhed, står i skærende kontrast til den måde, jeg har været selvstændig på.
Min virksomheds største aktiv er mig. Min energi. Mit nærvær.
Men jeg glemte mig selv.
Jeg havde åbne øjne. Alligevel holdt en del af mig fast i forestillingen om, at jeg kunne være fuldt til stede alle steder på én gang.
Det kan jeg ikke.
Det må jeg erkende. (Igen)
Så hvad er det, der skal dø?
Det ved jeg ikke endnu.
Jeg har brugt mange år på at søge mod TCM, Ayurveda, yoga og andre oprindelige traditioners visdom. (Elsker det hele.)
Nu er noget nyt ved at blive vækket.
Jeg mærker en tiltrækning mod vores egen natur, vores rødder og ritualer. Mod Danmarks og Nordens traditioner og den visdom, der altid har levet her.
Måske er det blot et spejl af min egen rejse. Måske er det et større skifte. Jeg oplever, at flere søger i samme retning.
Og hvem ved… måske bliver det en dag lige så naturligt at tale om Traditionel Nordisk Medicin, som det er at tale om TCM.
Alt dette tager lige nu form gennem saunaen. Gennem urter, røgelse, kvaste og nordiske ritualer.
Så mens jeg fordyber mig i rollen som elev, lige så stille træder til som underviser, ydmygt øver mig, mærker, balancerer og lader det hele folde sig ud, så er det altså dér, du kan finde mig.
Vi ses i varmen. 🐦🔥❤️🔥🔥