28/08/2019
3 PRIMÆRE SANSER
Når der tales om børns sansemotoriske fundament, er det den bevægelsesmæssige udvikling, der er fokus på. Sansemotorik er nemlig samspillet mellem sanser, hjerne og krop.
Sansninger foregår med kroppen og sanseimpulser, der sendes via nervebaner og centralnervesystemet til hjernen. Hjernen modtager, registrerer, bearbejder og videresender de modtagende sanseimpulser til andre relevante hjernestrukturer for derefter til slt at resultere i en bevægelse og reaktioner i kroppen.
Denne proces kaldes også for sanseintegration, og processen er ekstremt kompleks, fintfølende, konstant aktivt og hele tiden i udvikling.
Samspillet mellem sanser, hjerne og krop bygger på et primært sansesystem, som består af tre primære sanser:
• labyrintsansen
• taktilsansen
• kinæstesisansen
Labyrintsansen er bl.a. ansvarlig for svimmelhed, balanceevne, aktivitetsniveau, rum-/retningsfornemmelse, koncentrationsevne, evnen til at styre øjnenes bevægelser og sprogudviklingen.
Børn med ubalancer i labyrintorganet vil derfor ofte have udfordringer med selv simple bevægelser, usikker gang og løb, tilbageholdenhed over for at gynge, trille, hoppe, dreje mv.
Derudover kan børn med labyrintudfordringer være mere ængstelige og forsigtige end andre børn. De kan også være det modsatte, nemlig vilde, hyperaktive og mangle fordybelse og fokus i både opgaver og leg.
Taktilsansen er vores berøringssans og er ansvarlig for vores evne til at registrere og reagere på fysisk og psykisk kontakt med andre mennesker og verden omkring os. Balance, stabilitet, kropsfornemmelse, kropsbevidsthed, koncentrationsevne er også påvirket af vores taktile sans.
En påvirket taktilsans hos børn viser sig ofte ved ubehag, når huden berøres, fx omkring tøj: at strømper skal sidde helt bestemt, at tøjmærker generer. Det kan også være ubehag ved cremer eller at blive klippet, både hår og negle. Fysisk kontakt med andre er også ofte et problem.
Adfærden hos disse børn kan variere meget. Nogle er ofte mere grædende, pylrede, føler smerte ved de mindste berøringer eller trækker sig fra andre. Hos andre børn ses en lav smertetærskel, voldsomme og vilde bevægelser og/eller udadreagerende adfærd.
Børnene er ofte kropsurolige, har svært ved at sidde stille og svært ved at holde koncentration, ligesom kollektive beskeder ofte ikke fanges på grund af den dysfunktionelle sanseintegration.
Kinæstesisansen har betydning for vores evne til at bruge muskler og led i alle bevægelser, fornemmelse af egen muskelkraft, balance og stabilitet i kroppen.
Derudover betegner sansen også kroppens – og hjernens – vågenhed. Hermed menes der den spændingstilstand, som vores krop og hjerne er i, når vi er vågne og i gang. Her taler vi om at have en lavere eller højere tonus (spændingsniveau).
…
Når der tales om børns sansemotoriske fundament og den gode bevægelsesmæssige udvikling, er det grundlæggende de tre primære sanser, der er i fokus.
I den sammenhæng skal også nævnes spædbarnsreflekserne, synet og hjernen som bindeleddet mellem sansninger og bevægelse.
(uddrag fra vores artikel ”Når sanser, hjerne og krop spiller sammen” i Magasinet Skolen)
