02/10/2026
Når vi taler om mænds konstante overskridelse af kvinders grænser, er det utrolig givende for den kollektive healing, at historierne kommer frem i lyset.
Vi skal ikke gå og gemme grænseoverskridende oplevelser væk i skam.
Skam er noget af det mest destruktive, vi kan bære rundt på – for vores trivsel, vores relationer og vores sundhed.
Men vi bliver også nødt til at se på, hvad der skaber den grænseløse adfærd.
Hvad gør, at et menneske ønsker at være sammen med et andet menneske uden dets samtykke?
Hvad gør, at syv drenge sammen kan synes, at det er okay, at frarøve en pige retten til selv at bestemme over sin egen krop?
Ansvaret for handlingen ligger selvfølgelig hos dem, der overskrider grænsen.
Men hvis vi ønsker at ændre kulturen, må vi også turde se på, hvor og hvordan vi lærer mennesker at forholde sig til deres egne og andres grænser.
Hvordan lærer vi vores drenge at mærke andre mennesker?
Hvordan lærer vi dem om følelser, empati, samtykke og forbundethed?
Og hvordan lærer vi dem at mærke efter i deres egen krop?
Mødre såvel som fædre har et ansvar for at lære deres børn at være i kontakt med dem selv. På det dybere plan.
Hvis du ikke har lært at mærke dig selv, kan det blive sværere at mærke den anden.
Hvis du fra barnsben har lært, at lukke ned for dine egne følelser, behov og kropslige signaler, kan forbindelsen til både dig selv og andre mennesker blive svagere.
Det betyder ikke, at overgreb kan forklares væk med opvækst, stress eller utryghed.
Det betyder, at hvis vi vil forebygge dem, må vi turde gå længere ned i årsagerne.
For det handler måske også om en kollektiv overlevelsesstrategi.
Vi lever i en kultur, hvor mange mennesker konstant er i alarmberedskab. Hvor vi præsterer, konkurrerer, sammenligner os og forsøger at sikre vores egen plads.
Og når vi er fanget i overlevelse, mister vi noget af vores forbindelse til kroppen, til hinanden og til det større fællesskab.
Se mere i kommentar
