24/10/2025
🍂 Efterår — og lysten til at samle forråd 🍁
Når efteråret kommer, får jeg en uendelig lyst til at samle forråd.
Naturen er så gavmild – der er mad alle steder.
Det vækker noget dybt i mig.
Noget, der kommer fra min barndom.
Vi lærte ikke bare at overleve – men at leve det.
Jeg lærte at jage af min far. Det optog mig også. Men jeg gjorde det nok mest for at få min fars opmærksomhed.
Vi var med ude og fiske på fjorden, selvom det nu aldrig rigtig interesserede mig.
Han havde køkkenhave – og jeg kan stadig smage de første tomater og ærter, direkte fra planten.
Vi havde høns, og jeg husker følelsen af for store træsko i hønsegården.
Vi gav madresterne til hønsene – og fik vidunderlige æg tilbage.
Vi havde kaniner, som vi spiste. Vi var med til at slagte både kaniner, grise og får.
Det at have får var en meget blød del af min barndom. Nogle skulle have flaske, hvis de havde mistet deres mor – og vi fik deres vidunderlige uld.
Der var altid nyfanget fisk hos min far. Fanget på fjorden i al slags vejr – og altid så mange, at der kunne gives væk til dem, der ikke havde så meget.
Det vigtigste, jeg lærte i min barndom, var at dele. At give til andre. At være gæstfri.
Det er begge mine forældre. Jeg lærte at få pengene til at række og få meget ud af lidt. Der var altid plads til en ekstra rundt om bordet.
Min mor lærte mig at sy på maskine.
Min moster lærte mig at strikke og hækle.
Jeg lavede 25 hjemmelavede julegaver hvert år i hele min barndom – hjemmelavede gaver til kusiner, mostre, bedsteforældre osv.
De fleste var strikket, syet på maskine eller vævet.
Da vi var små, inden vi blev store – inden vi blev teenagepiger – syede min mor altid kjoler til os, når vi skulle til en stor fest eller fødselsdag.
Det føltes som om, de blev tryllet frem over natten.
Jeg ved ikke, om det var fordi pengene var små, eller om det var det kreative ved at sy sit eget tøj, der gjorde det.
Men lige meget hvad – så var det magisk.
Det var også magisk at arve tøj efter kusinerne.
Ja, i virkeligheden at arve hvad som helst.
Hele værelser føler jeg, vi har arvet.
