06/09/2026
Jeg tror ikke på Gud. Men alligevel har jeg en følelse af, at der er en mening med de ting, der sker i mit liv også dem vi ikke kan finde mening med eller i nu og her❤️
Måske er det bare min positive måde at komme igennem det svære på. Måske er det min måde at overleve på, når livet gør ondt.🙈
Jeg tror på, at vi kan vælge, hvad vi gør med de slag, livet giver os. Vi kan blive liggende – eller vi kan give os selv den tid, vi har brug for, mærke efter, revurdere vores liv og derefter rejse os igen.
Da jeg mistede min far i starten af 20’erne, fik jeg en øjenåbner for, hvor hurtigt livet kan blive taget fra os. Det lærte mig, at vi skal leve nu. At vi skal gøre det, der virkelig giver mening, og ikke vente med livet.
Da jeg brækkede min ankel, blev jeg udfordret både mentalt og i min virksomhed. Det slog mig ud, men det tvang mig også til at stoppe op. Jeg fik bedre forsikringer, måtte give slip på mit mål som atlet og fandt nye veje videre.
Da jeg blev overfaldet i byen, stoppede jeg helt med at gå i byen. Oplevelsen var voldsom, men den fik mig også væk fra et selskab, som ikke var godt for mig.
Da jeg blev snydt økonomisk og mistede min opsparing, kunne jeg have brugt al min energi på uretfærdigheden og på at få pengene tilbage. Men jeg vidste også, at hvis jeg blev ved med at dyrke det, ville jeg miste min motivation for at arbejde og skabe noget nyt.
Derfor valgte jeg at lægge min energi i at komme tilbage til det sted, jeg havde været – og måske endnu længere.
Da jeg kørte galt, følte jeg mig både uheldig og utrolig heldig. Endnu en oplevelse, der fik mig til at stoppe op og tænke over, hvordan jeg bruger det liv, jeg har fået.
Livet sker. På godt og ondt.
Vi kan ikke altid vælge, hvad der rammer os. Men vi kan vælge, hvor vi lægger vores energi bagefter.
Nogle gange skal noget slutte.
Nogle gange skal noget ændres.
Og nogle gange skal vi lige ligge ned i nogle dage, før vi er klar til at rejse os igen.
Jo mere livserfaring jeg får, og jo flere ting jeg kommer igennem, desto stærkere bliver jeg.
Ikke fordi det svære ikke rammer mig – men fordi jeg efterhånden ved, at jeg altid finder en vej videre. ❤️