28/09/2026
I dag skal jeg selv på briksen.
Det er alt for længe siden, og jeg glæder mig.
Selvom jeg egentlig godt ved, at min krop er lidt træt og spændt — og på nogle områder har kaldt på min opmærksomhed længe.
Så arbejder min bevidsthed naturligvis også med spørgsmålet:
Hvad er min egen proces egentlig et spejl på?
I morges faldt femøren.
For ligesom jeg selv gør i nogle situationer, oplever jeg, at mange mennesker bevæger sig næsten direkte fra påvirkning til reaktion i hverdagen.
Det hjælper os med at holde tempoet højt.
Få noget fra hånden.
Bevare relationerne.
Levere.
Være effektive.
Forblive succesfulde.
Det er en bevægelse, jeg selv oplevede næsten dagligt, dengang jeg gjorde karriere.
Og i øjeblikket kan den virke helt uskyldig.
Men den har en slagside.
En slagside, jeg alt for ofte møder i klinikken som belastning over tid — stress, spændinger og en krop, der til sidst begynder at råbe højere.
Bevægelsen kan se sådan ud:
Noget sker → jeg svarer → jeg tilpasser mig → jeg handler videre.
Men der mangler to helt afgørende led:
Noget sker → "jeg registrerer min reaktion → jeg bliver hos mig selv" → jeg vælger mit svar → jeg handler videre.
Når vi igen og igen springer mærkningen over, kan vores ja blive givet, før vi egentlig ved, om det faktisk er et ja.
Derfor er et: “Tak — men nej tak" så vigtigt at lære.
Først som en indre dialog.
Derefter som en tydelig, venlig afgrænsning.
For det, der ofte sker, når vi ignorerer vores eget nej, er, at kroppen begynder at fortælle os det, vi ikke nåede at registrere og reagere på.
Og kroppens svar kommer ofte senere.
Når vi er et helt andet sted fysisk og mentalt.
Det kan vise sig som:
• Træthed og drænethed
• Hovedpine og migræne
• Smerter, spændinger og jag i kroppen
• Uro og indre hast
• Tomhed eller manglende nærvær
• Irritation over små ting
• Pludselige vredesudbrud
• Behov for at trække sig helt
• Følelsen af, at andre kræver for meget
Men måske kræver de ikke nødvendigvis for meget.
Måske mærkede vi bare ikke os selv tydeligt nok, mens der stadig var mulighed for at sige fra.
For mig ligger noget helt centralt her:
Afgrænsning begynder ikke med at sige nej til andre.
Den begynder med at kunne mærke sit eget nej.
Og nogle gange skal jeg selv på briksen for at blive mindet om det.
God dag derude.
