View of the Heart

23/07/2026

Når vi mister et betydningsfuldt menneske, stopper vi med at skabe nye historier med dem. Nye minder kommer derfor ikke til.
Eller…

Halvandet år efter min mor døde, var jeg på min første rejse til Mustang i Nepal.
Jeg gik i min mors fodspor. Jeg havde hendes dagbog med, boede på nogle af de samme the-huse og det samme hotel i Thamel. Jeg drak smør-the hos nonnerne i det lavloftet kloster-køkken, og så Kongepaladset i Lo Manthang, hvor min mor og hendes mand havde været til the for snart 30 år siden. Jeg gik i støvet, så Himalayas betagende bjergtinder, indåndede den tynde luft i højderne, lyttede til køerne og fårene og munkenes instrumenter i det fjerne.
Jeg oplevede at være i Nepal MED min mor, selv om hun ikke længere trak vejret.

Noget af det samme gør sig gældende for Line Lund Hedegaard.
Hendes mor døde af brystkræft for lige over 2 år siden, da Line var 22 år gammel.
At miste sin mor så tidligt er på mange måder både tragisk og uretfærdigt.
Selv om Line har mistet sin mor, har hun ikke mistet forbindelsen og kærligheden til hende.
Line har sin mor med sig på daglig basis. Ikke kun når hun rejser til Nepal.
Hun har hende med i sin virksomhed, der på smukkeste vis står på et fundament af hendes mors værdier.
Hun har hende med, når hun sælger en skjorte eller en taske, hun får syet på den lille fabrik i Kathmandu.
Hun har hende med, når hun kan dele overskuddet med de mange nepalesere, der får ordnet tænder for første gang, når en far får medicin der gør, han kan passe sin søn, og når hun kan hjælpe ældre, der ikke længere har råd til mad, fordi der ikke findes et sikkerhedsnet.

Line fortæller, at hendes mors død har givet hende den drivkraft, der gør, hun er hvor, hun er i dag. Hun fortæller, hun ser sig selv mere og mere i hende, samtidig med hun oplever nye sider af sin mor både i de oplevelser, hun har og i de fortællinger, hun stadig får fra moderens venner, kolleger eller tidligere klassekammerater.
”Jeg føler mig tættere på min mor, når jeg gør noget, hun også ville have gjort. Det er som om, jeg kommer tættere på hende, som årene går.”

Line anbefaler lige som jeg, at vi taler om de døde. At vi holder liv i fortællingerne og minderne. Lidt ligesom vi ville gøre med vores betydningsfulde levende.
Gør aldrig kærligheden lille.

Du kan lytte med på det fine afsnit med Line i min podcast-serie ”EFTER LADT” ved at følge link i kommentarfeltet.

Og du kan læse mere om Lines vigtige arbejde via link nedenfor.

Tak fordi du læste med ❤️

Kærlige sommerhilsner
Line

02/06/2026

”Kommer lægerne til at aflive far, ligesom de aflivede katten?”
Det spørgsmål blev jeg stillet af vores yngste på 5 år i bilen på vej til Gentofte Hospital, hvor Michael, hendes far og min mand, var blevet indlagt dagen før.
Det kræver mod at stille sådan et spørgsmål, for hvad nu hvis jeg havde svaret ”Ja!”.
At kende svaret giver måske ro for en tid. Ikke at kende det, giver ofte ubehag, frygt og bekymringer.
Mit svar blev: ”Nej, skat. Lægerne kommer ikke til at aflive far. De gør, alt hvad de kan, for at han kommer til at overleve kræftsygdommen.”

Det er noget af en balancegang og fordrer en tunge, der holdes relativt lige i munden, når der er børn på den helt tætte sidelinje til alvorlig sygdom og dødsfald.
Det børn ikke ved, får de ondt af, formuleret af kloge Karen Glistrup.
Det børn ikke ved, gætter de sig til, og ofte med sig selv i en eller anden form for centrum, der i voksnes verden umiddelbart ingen mening giver.

Selv om mine døtre var små, da deres far døde, havde de erfaringer med døden.
De havde oplevet katte, mus, høns og fugle dø. De var med, når vi begravede de ”væsentligste” dyr i haven. De vidste derfor, at var man død, kom man ikke tilbage.
Børn danner deres virkelighed ud fra deres erfaringer. Det er derfor vigtigt, at vi taler med dem om det, der sker omkring dem og det, der sker i os voksne, når vi mister.

Det essentielle er her, hvad vi vælger at dele, den måde vi forklarer det på. Og så doseringen.

I dette afsnit af min podcast-serie ”EFTER LADT” taler jeg med Mette Lassen Jacobsen om, hvordan hun på fin, ærlig og kærlig vis formidlede et dødsbudskab til sine to små børn.
Jeg taler med hende om, hvilke spørgsmål hun fik og hvilke svar hun gav. Og om børnenes reaktioner på hendes ærlighed.

Man kan ikke ikke-vide, at man kan dø af sygdom, når ens Bedste ligger i en kiste. Vigtigheden ligger i at få fortalt, at det kun er MEGET syge mennesker, der dør, når de er syge, så barnet ikke bliver bekymret, hver gang mor eller far eller en anden er syg.

Vi taler også om vigtigheden af at bruge ordet ”død” og ikke ty til ”gået bort” eller ”sovet ind”, når vi taler med børn om døden og de døde. Som Mette så fint siger: ”De måtte ikke være i tvivl.”

Afslutningsvist taler vi om, hvad det at have mistet begge sine forældre i en relativt tidlig alder, har lært hende om livet. Og om kærligheden.

Du kan lytte med her:
Spreaker: https://www.spreaker.com/episode/du-skal-huske-dig-selv--72280556
YouTube: https://youtu.be/2zRYohx0MF0
Spotify: https://open.spotify.com/episode/7v0JHoDW4EU7CvyxZPZ9Iw?si=70e59deb480b4cb5

Kærlig hilsen

Line Bundgård-Poulsen
Psykoterapeut MPF

19/05/2026

Der var flere, der snakkede med Michael om, hvordan han gerne måtte give tegn fra den anden side, efter han trak vejret for sidste gang.

Michael var uden kontakt, da min mor bad ham om at vise sig som et stjerneskud, så hun vidste, han var kommet godt videre. Og selv samme aften, da hun kom hjem, blev himlen over Hestetangsdalen i Farum delt af det smukkeste lysende stjerneskud.

En fransk ballonskipper og fantastisk ven, bad ham få uger tidligere om endelig at tage kontakt, når han fløj, hvis han havde noget på hjerte. Hvilket det senere skulle vise sig, han havde.

Jeg havde ikke selv haft den form for samtale med Michael, men til gengæld en del andre af stor væsentlighed. Vi fik snakket om ”Hvad-nu-hvis” inden hjerneoperationerne, om bisættelsen og hvem, han gerne ville have spillede i kirken og om at rykke sommerfesten ind på Sognegården, når der skulle serveres gravøl. ”Når” og ikke ”Hvis”.

Selv om vi aldrig talte om tegn, var jeg ikke i tvivl, når lyset blinkede i stuen, når vandet tændte af sig selv på badeværelset, når dyrene opførte sig mærkeligt eller de få gange, jeg ved det, man vel nærmest kan kalde en form for mirakel, ikke endte i autoværnet på en motorvej eller når der opstod tydelige fordele ved at blive forhindret i at være et bestemt sted på et bestemt klokkeslæt.

For mig giver det mening at tro på det, der for nogle andre ikke giver mening.
Det holder mig ikke fast til mine døde, men det giver en fortsat betydning, liv og kærlighed til mine døde, og dermed findes der en form for fremtid i døden.

I mit nyeste afsnit af ”EFTER LADT” taler jeg med Birgitte Agger Mote om netop dette. Hun er specialist i døden og sorgen. Hun har gennem næsten 20 år arbejdet med familier i det særlige rum, der opstår, når døden banker på — og i det rum, der er tilbage, når den har indfundet sig. Og så er hun dødsdoula.

Vi taler om det manglende sprog, mange bliver ramt af, når de står overfor døden.
Vi taler om mulige nye ritualer, der ganske let og på sigt vil kunne ændre ved de nye generationers tilgang til liv og død.
Og så taler vi om, hvordan familiedynamikker har det med at blive forstærket, når én er tæt på døden.

Du finder link til afsnittet i kommentarfeltet ❤️

Kærlig hilsen
Line

03/04/2026

Da jeg ankom få timer efter min mor havde trukket vejret sidste gang, lå hun allerede med sin smukke silketaftnederdel i stærke farver, en fin blondebluse og udenpå den hendes elskede læderjakke. På fødderne havde hun sine pelsforede hjemmesko.
Der var så uendelig meget kærlighed i både hendes tøj, som hendes mand havde valgt og købt til hende flere år tidligere, men også i de hjemmesko, der på mange måder så helt skøre ud under silke- og tyl skørtet. Men min mor havde som jeg, ofte kolde fødder, så at sørge for, hun ikke frøs om sine fødder, var en meget særlig og kærlig gestus.

Der er mange måder at bringe kærlighed ind i rummet til en døende, en død eller en pårørende.
At have hjemmebagte boller med, croissanter fra bageren eller mørk chokolade også selv om ingen i rummet tænker på at spise, er kærlighed.
At fortælle røverhistorier fra en svunden tid er kærlighed. At lade tårerne trille lydløst. At rette på dynen, selv om det ikke giver mening, lige kaste et ekstra blik selv om det kun er få minutter siden sidst, at ae på hånden eller kinden, uden der kommer noget retur.
At følge tæt til dørs og på vej er kærlighed.

At turde være med det, der er, og det der ikke er. Uden at skulle noget med det. Andet end bare at være. Trække vejret med det og gennem det. Det er en del af livet.
Vi deler sjældent disse oplevelser på kanten af livet med hinanden.
Vi er ofte forskrækkede, berøringsangste og ordfattige, når det kommer til døden. Og især hvis det er børn, der er døde.

I dette afsnit at ”EFTER LADT” taler jeg igen med Siff Stephenson. Hun er uddannet jordemoder og har bistået adskillige dødfødsler og senaborter. Hun har haft mange samtaler med forældre, der ikke fik deres barn med hjem. Forældre til børn, der af forskellige årsager ikke blev i livet, men som uanset satte væsentlige spor i både en mor og en far, i søskende, bedsteforældre og i Siff selv.

For hvert dødsfald bliver kærligheden og livet forstærket. Og ved at favne, at døden er blandt os, bliver nuet og livet mere present. Der er så meget liv på kanten af døden.
Ved ikke at tale om betydningen af de døde og de spor, de har sat i os, gør vi kærligheden mindre.

Lyt meget gerne med til de vise ord fra både Siff og jeg. Du finder link i kommentarfeltet ❤️

Kærlig hilsen
Line Bundgård-Poulsen

17/12/2025

Tanker om julen...

Julen er hjerternes fest. Julen er børnenes fest. Glimmer, gran og glade familier i hobetal.
Desværre oplever ikke alle det helt på samme måde.
De der har mistet en nærtstående – og ikke kun i år, men også årene inden - vil mangle noget væsentligt denne jul.

De fleste har en helt speciel rolle i julen og ikke mindst juleaften.
Måske plejede du altid at aftale gaveindkøb med din søster. Ikke at have hende længere kan gøre indkøbene næsten uoverskuelige.
Måske plejede din far altid at putte mandlen i risengrøden og tænde de levende lys i juletræet. Når han ligger på kirkegården, giver det så mening at lade en anden gøre det fremover?
Måske stod din voksne søn for at hente træet på torvet og sætte foden på. Nu synes det alt for smertefuldt bare at tænke på et juletræ.
Måske var I sammen til børnenes juleafslutninger, nu står du alene og kan næsten ikke komme ud ad døren.
Måske var det mormor, der bagte vaniljekransene, og i år er første gang uden…

Hjerte rimer på smerte. Dem vi har elsket, elsker vi jo stadig, selvom de er døde.
At miste en nærtstående gør på ingen måde, at kærlighedsstrømmen stopper. Den bliver bare ”en-vejs” på en smertelig måde og øger for mange følelsen af ensomhed og magtesløshed.

Julen handler også om næstekærlighed og om at give. Ikke kun gaver! Men tanker, kærlighed og en hjælpende hånd.

Ikke alle er i stand til at række ud selv, men alle tager uendeligt gerne imod en lille pose med hjemmebagte småkager, en hyacint med et lille kort, et hurtigt glas portvin fra den flaske og de glas, du selv har medbragt og sidst men ikke mindst: et julekram givet fra og med hjertet. Et af dem, der giver styrke helt ind i knoglerne og trækker tårer i øjnene.
Intet af dette er farligt og koster ikke noget særligt økonomisk. Men det sætter sine dybe spor hos modtageren – og i allerhøjeste grad også hos giveren.

Med ønske om lys i mørket og glædelige stunder i juledagene ❤️

Line Bundgård-Poulsen
Familie- og psykoterapeut (MPF)
Hos View of the Heart

07/12/2025

Tanker om mindre børn i sorg…

”Jeg savner min mor…” siger den lille dreng på 4 år.
”Det kan jeg godt forstå!”
Der er mange måder, at lukke en samtale ned på. Dette er et eksempel på netop det.

Når børn kommer med så konkrete udmeldinger, har de noget på hjertet. Prøv i stedet at se deres udmelding som en invitation til dig.

”Jeg savner min mor…”
”Det gør jeg også… Hvad savner du hende til?”
”Jeg savner hende til at læse godnathistorier..”
”Ja. Det var hun bestemt også god til… Hvilke historier læste hun for dig?”
”Gæt hvor højt jeg elsker dig…”
”Den bog kender jeg ikke… Hvad handler den om?”
…
”Er der andet, du også savner hende til?” eller "Hvornår savner du hende mest?"

Når vi som voksne har svært ved at tale om det, der er besværligt eller sårbart, kan det handle om angsten for vores egen dødelighed, trangen til at beskytte børnene eller hvis jeg skal være skrap: Trangen til at beskytte os selv!
Det kan være frygteligt svært for mange, at bevæge sig derud hvor der ikke er erfaringer at støtte sig op ad. Men at noget er svært, er ikke en undskyldning for ikke at forsøge.
Desuden kan vi jo altid være ærlige – ikke kun overfor barnet, men også overfor os selv – og sige det, som det er: ”Puhaa… Det er helt nyt for mig det her, men jeg prøver alligevel…”

Nogle har måske også mødt denne her invitation:
”Jeg vil hentes af mor i dag!” siger den 3-årige pige 2 måneder efter mors død.
Hvad svarer man lige her…? Har barnet da slet ikke forstået, at mor er død?
Jo! Men små børn har en uklar forståelse af døden som endelig.

”Jeg vil hentes af mor i dag!”
”Kan mor hente dig i dag?”
”Nej…”
”Hvorfor kan mor ikke hente dig?”
”Hun er død…”
”Ja. Mor er død. Så kan hun ikke så godt hente dig… Men det kan far. Og han kommer, når vi har spist frugt.”

Det er i de små sætninger og samtaler, erkendelsen ligger og gradvist tages ind.

At skulle forholde sig til at mor eller far (søster eller bror) er død er som at skulle spise en elefant. Det kan på ingen mulig måde gøres i én mundfuld. Det kræver små og gentagne bidder over lang tid.
Og som voksne har vi pligt til at deltage i måltidet!

Med kærlig hilsen

Line Bundgård-Poulsen
Familie- og psykoterapeut MPF

Sessioner kan bookes på tlf. nr. 26 66 62 88.

Call now to connect with business.