14/08/2026
https://www.facebook.com/share/1C1nYn8sDf/?mibextid=wwXIfr
Flere og flere børn får såkaldt antidepressiv medicin.
Jeg blev interviewet om udviklingen af Sjællandske Nyheder og var også i P1 om emnet tidligere i dag.
Og hvis jeg skal deltage i den debat, er det afgørende, at vi ikke vender kritikken mod de familier, der står midt i det.
Forældre ser deres barn have det forfærdeligt. De ser et barn, der ikke kan komme i skole, ikke kan sove, ikke kan være sammen med vennerne, ikke kan være i sig selv. Og så gør de det eneste rigtige. De beder om hjælp.
Hvis kritikken skal vendes noget sted hen, er det mod det, vi møder dem med. En medicin, som alle er enige i ”ikke må stå alene”, som sloganet lyder, men som alt for ofte gør netop det.
For hvis et barn reagerer på mobning, pres, skilsmisse, ensomhed, larmende klasselokaler, et skolemiljø, det ikke kan være i, meningsløst lange skoledage eller andre belastninger i livet, bør… næh… skal (!) vores første spørgsmål være: Hvad er der sket? Hvad reagerer barnet på? Og hvad kan vi ændre?
I stedet ændrer man barnet. Dæmper reaktionen frem for at undersøge, hvad den er en reaktion på. Det kan være enormt meningsfuldt og hjælpsomt i en periode – hvis, og kun hvis, vi samtidig er nysgerrige på årsagerne til symptomerne (læs: reaktionerne) og arbejder med dem.
Medicin kan dæmpe noget, der er uudholdeligt, og nogle børn og familier oplever en stor lettelse. (Men en lettelse fra hvad?). Den oplevelse skal vi respektere. Men symptomlindring og problemløsning er ikke det samme.
Men heldigvis har vi selvfølgelig gode, solide og detaljerede retningslinjer for, hvordan børnene så skal trappes sikkert ud igen 🙂.
For slår man op i Sundhedsministeriets Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser, står der:
”Udtrapningen bør ske gradvist.”
Og så er der punktum.
Det var så den vejledning.
Så, ja…