21/10/2026
”For mange familier er afløsning præcis dét, den er tænkt som. Et pusterum i hverdagen, hvor forældre til et barn med funktionsnedsættelser kan få tid til søskende, arbejde eller andre gøremål, mens barnet er sammen med en tryg og kendt medarbejder.”
Sådan fortæller Viktoria Lindholm, der er områdechef i Olivia Danmark for afløsning, borgerstyret personlig assistance (BPA) og Københavns Kommunes rammeaftale.
Afløsningsområdet spænder dog bredt. Mens mange familier har behov for almindelig afløsning i hverdagen, møder Olivia Danmark også familier med mere sammensatte støttebehov. Barnet kan være udiagnosticeret eller være under udredning i psykiatrien eller på hospitalet.
Når Olivia Danmark bliver en del af barnets hverdag, kan der derfor vise sig behov, som ikke fremgik af den oprindelige opgavebeskrivelse.
”Nogle opgaver kræver en bredere faglig tilgang, hvor både socialfaglige, pædagogiske og til tider sundhedsfaglige kompetencer er nødvendige.”
Det stiller krav til den faglige vurdering af opgaverne, områdeledernes kompetencer og dialogen med kommunen.
Her trækker Viktoria blandt andet på mange års ledelseserfaring og en bred faglig baggrund fra myndighedsområdet, handicapområdet og arbejdet med mennesker og familier i komplekse livssituationer.
”Jeg er vant til at kigge på hele familien. Jeg forstår tanken bag den afgørelse, en myndighed har truffet, og jeg har også øje for nogle af de ting, man først får viden om, når man kommer tættere på familien.”
For Viktoria er det samtidig afgørende at sikre, at områdelederne i hendes team har de rette forudsætninger for at løse deres opgaver og kan opfange og reagere, hvis et barns behov viser sig at være anderledes end først antaget. Derfor prioriterer hun løbende faglig sparring, kompetenceudvikling og en fælles forståelse af opgaverne og de rammer, de skal løses indenfor.
”Vi skal ikke udrede barnet eller overtage kommunens opgave. Men når vi kommer tæt på en familie, kan vi få øje på ting, som er vigtige at reagere på. Så skal vi være nysgerrige, stille spørgsmål og tage det med videre i dialogen med kommunen.”