28/05/2026
Jeg troede min krop var gået i stykker.
Ikke på en dramatisk måde.
Men på den stille, daglige måde der langsomt æder sig ind på en.
Smerterne i ryggen og den dårlige holdning var der hele tiden.
Jeg kunne ikke løfte min datter på et år uden at det gjorde ondt.
Jeg kunne ikke tage mine sko på uden besvær.
Jeg bøjede mig ned for at rydde legetøj op fra gulvet med stort besvær.
Min mave så ud, som om jeg var gravid igen.
Men det værste var ikke smerterne eller den udbulende mave.
Det værste var at jeg ikke kunne være den mor jeg gerne ville være for mine tre børn.
Da jeg endelig fandt ud af hvad det var — delte mavemuskler — begyndte brikkerne at falde på plads.
Den faglige forklaring gav mening på en måde jeg ikke havde oplevet før.
Linea alba. Tryk. Kompensationsmønstre.
Det hele hang sammen.
Og da jeg så mærkede jeg effekten på min egen krop faldt alt på plads for mig både personligt, fysisk og fagligt.
Efter få ugers genoptræning kunne jeg løfte min datter igen, tage mine sko på, rydde legetøj op uden at tænke over det.
Min mave blev markant mindre på kort tid, og jeg slap for lykønskninger med en graviditet, der ikke var der.
Jeg stod tilbage med én tanke: Hvorfor vidste jeg ikke det her?
Jeg er sygeplejerske og havde aldrig hørt om re**us diastase før, og det var frustrerende, fordi det gik op for mig, hvor lidt der egentlig skal til for at samle mavemusklerne og løse de problemer, der ofte følger med.
Det spørgsmål driver mig stadig. Og det er derfor jeg gør det, jeg gør i dag, så mange flere kan få hjælp til at leve det liv, de fortjener.
Kender du følelsen af, at kroppen er i vejen for det liv, du gerne vil leve?