27/06/2026
Sorg…
Der var en morgen, kort efter min fars død, hvor jeg vågnede, og sorgen havde allerede taget plads i min krop.
Ikke som gråd.Ikke med ord. Bare som en tung tomhed.
Jeg sad bare i min stol i stuen, og kikkede tomt ud i luften.
Min kæreste spurgte kærligt Hvad har du brug for?”
Og jeg kunne ikke svare.
For sandheden var, at jeg ikke vidste det.
Jeg havde ingen ord.
Jeg følte mig tom.
Det var, som om sorgen holdt fast i hele mit væsen. Ikke kun i mine tanker, men i kroppen. Den gjorde ondt på en måde, som ikke kunne forklares. Og måske var det netop dét, der var det sværeste – at jeg ikke engang kunne fortælle et andet menneske, hvad der kunne hjælpe mig.
Det lærte mig noget vigtigt.
Vi er så hurtige til at lede efter svar. Vi vil gerne forstå. Vi vil gerne vil fixe. Vi vil gerne videre.
Men nogle dage er det eneste, vi kan, at være der. BUM.
Inden for sundhedsvæsenet beskrev man tidligere sorg ud fra en fasemodel, hvor man antog, at mennesker bevægede sig gennem bestemte stadier – fra chok og benægtelse til vrede, forhandling, depression og til sidst accept. Modellen har haft stor betydning historisk, men den moderne sorgforskning viser, at virkeligheden er langt mere kompleks. Der findes ikke en fast rækkefølge, ingen tidsplan og ingen rigtig måde at sørge på. Sorg er en individuel proces, hvor følelser, tanker og kropslige reaktioner kan komme og gå i bølger – også længe efter et tab.
Det giver så god mening for mig.
For i mit arbejde med Kroppen & Livet oplever jeg hver eneste dag, at kroppen husker, reagerer og fortæller sin egen historie. Sorgen er ikke kun en tanke. Den lever også i nervesystemet, i åndedrættet, i trætheden, i spændingerne og i stilheden.
Derfor tror jeg ikke, at vi skal måle sorg på, hvor hurtigt den går over.
Jeg tror, vi skal møde den med nænsomhed.
Med tålmodighed, Og med tillid til, at kroppen – når den får lov – også ved, hvordan den langsomt finder vej.
Måske er det netop dér, helingen begynder.
❤️ Helle Waltersen
❤️
