21/09/2026
Hun er vant til at være den, der hjælper ❤️
Hun er i starten af 50’erne og arbejder i omsorgsfaget. Hun er hjælpsom, pligtopfyldende og hende, der lige tager en ekstra vagt, hvis der mangler nogen.
Da stressen begyndte at fylde for meget, gik hun ned i tid. Selv på sine fridage kunne hun stadig finde på at møde ind et par timer.
Hun var altså gået ned i arbejdstid – men hendes krop og nervesystem havde aldrig rigtig fået fri.
Da hun kom til mig, havde hun ondt i stort set alle led. Hun sov dårligt, kunne ikke finde ro, og smerterne betød, at hun ikke længere kunne gøre flere af de ting, der normalt gjorde hende glad.
Vi tog en stresstest, og den viste en meget høj belastning. Hun var nået dertil, hvor der ganske enkelt ikke var ret meget mere at give af.
Så mit fokus blev ikke: Hvad kan vi få hende til at gøre?
Det blev: Hvad kan vi tage væk?
Jeg har arbejdet kropsligt med at skabe mere ro i hendes nervesystem, blandt andet med teknikker omkring vagusnerven, og vi har haft meget fokus på hendes vejrtrækning.
Samtidig har jeg undervist hende i kroppens hierarki. For når kroppen oplever langvarig belastning, prioriterer den det mest nødvendige først. Den forsøger at holde dig kørende og passe på dig. Overskud, restitution og alt det, vi gerne vil kunne, bliver sværere, når systemet hele tiden oplever, at det skal være på vagt.
Jeg har bedt hende om at gå hjem og lægge sig. Også midt på dagen, hvis kroppen har brug for det. Ikke lige ordne vasketøjet først. Ikke klare et par praktiske ting. Ikke presse en træning ind, fordi hun synes, hun burde.
Bare lægge sig. Trække vejret. Hvile.
Og langsomt begynde at give kroppen erfaring med, at den ikke behøver være i gang hele tiden.
For lige nu handler hendes vej ikke om at kunne mere.
Den handler om at turde gøre mindre.
Og for et menneske, der har brugt så meget energi på at være der for alle andre, kan dét faktisk være noget af det sværeste at lære. ❤️
