17/05/2026
Min far gik bort i efteråret 2021. I en alder af 59 år.
Og siden dengang har jeg haft smerter i højre side af ryggen.
I lang tid tænkte jeg, at det måtte skyldes noget fysisk. I første halvdel af 2022 flyttede jeg klinikken i nye lokaler, og skrev samtidigt meget intensivt på mit kandidatspeciale, siddende mange timer ved spisebordet med min bærbare computer, og jeg forklarede derfor smerterne med dårlig arbejdsstilling og belastning.
Men uanset hvad jeg gennem årene har forsøgt af specifik træning, forskellige behandlingsformer og øvelser, har intet fjernet smerterne på sigt. Noget har lindret kortvarigt. Noget andet har forværret det.
Sidste år opdagede jeg, at intensiv åndedrætsterapi gjorde en mærkbar forskel. Det er blevet lidt af en livlinje for mig, når spændingerne og smerterne bliver for generende.
Men for et par uger siden gik noget op for mig.
Noget af det, jeg så ofte er opmærksom på hos mine egne klienter, havde jeg ikke taget med i forståelsen af mig selv.
Min ryg holder måske stadig fast i sorgen.
Inden for både traumeforståelse, somatisk terapi og Traditionel Kinesisk Medicin (TCM), arbejder man med forståelsen af, at kroppen ikke kun husker fysisk belastning, men også følelsesmæssige oplevelser og langvarig stress.
I TCM forbindes sorg særligt med lungerne. Ikke kun som et fysisk organ, men som et system i kroppen, der også hænger sammen med vores evne til at give slip, trække vejret frit og føle os forbundne med os selv og verden omkring os.
Og moderne forskning peger i stigende grad på noget lignende:
At følelsesmæssige oplevelser ikke kun bearbejdes mentalt, men også påvirker nervesystemet, åndedrættet, muskelspændingerne og kroppens væv.
Forskeren Dr. Candace Pert, som blandt andet arbejdede med følelsesmæssig hukommelse, beskrev, hvordan følelser ikke kun lagres i hjernen, men også i kroppen gennem receptorer i vores væv og organer - herunder lungerne.
Lungerne er altså ikke kun et organ, der sørger for vores vejrtrækning. De er tæt forbundet med vores nervesystem og vores følelsesmæssige tilstand.
Vagusnerven, som spiller en central rolle i reguleringen af nervesystemet og kroppens oplevelse af tryghed, løber blandt andet gennem brystkassen og påvirkes af vores åndedræt og spændingsmønstre.
Når kroppen over længere tid holder fast i sorg, stress eller følelsesmæssig overbelastning, kan brystkassen og åndedrættet blive mere spændt og begrænset. Kroppen forbliver i en form for latent alarmberedskab - også selvom livet omkring os måske er blevet roligere, og vi mentalt føler, at vi har bearbejdet det.
Måske er det derfor, nogle spændinger og smerter bliver ved med at vende tilbage. Ikke fordi vi gør noget forkert, men fordi kroppen endnu ikke helt føler sig tryg nok til at give slip.
Med åbningen af egen klinik, det tilhørende ansvar og afslutningen på min uddannelse havde jeg kun i begrænset omfang mulighed for at bearbejde tabet af min far. En relation, der i forvejen var broget og fyldt med udfordringer, og som har gjort det svært for mig at placere sorgen.
Nogle gange kan vi forstå noget med hovedet, uden at kroppen helt har fået lov til at følge med endnu. Det betyder ikke, at vi gør noget forkert, eller at vi ikke har “bearbejdet nok”.
Måske betyder det bare, at kroppen stadig forsøger at beskytte os.
Jeg tror ikke længere altid, at smerte kun handler om muskler og led. Nogle gange handler det også om det, vi har båret alene alt for længe. Noget, der har overvældet os. Måske næsten væltet os omkuld.
Og det er netop her, behandlingsformer som akupunktur, åndedrætsterapi og kropsbehandling med fokus på regulering af nervesystemet kan noget særligt.
Nogle gange har kroppen brug for hjælp til igen at føle sig tryg nok til at give slip.
Mit næste skridt består i hvert fald i at møde mine smerter med nysgerrighed og omsorg fremfor frustration og et behov for at "fikse" det.
Jeg tror nemlig på at kroppen ikke modarbejder os. Tværtimod.
Måske forsøger den bare at fortælle os, at noget stadig har brug for at blive mødt og blive draget omsorg for.
Hvis du har læst med hertil - TAK.
Måske har noget af det skabt genklang hos dig?
Og måske har du også mærket, hvordan kroppen nogle gange bærer videre på noget, som hovedet for længst har forsøgt at forstå?
Du er i hvert fald ikke alene.
Kærligst,
Melissa ❤️
