12/08/2026
Jeg sad sammenkrøllet under dynen i min sofa, mens vinteren havde sit faste tag udenfor, og ligesådan i mit indre.
De erkendelser der ramte mig der, tvang mig til at indse, at jeg ikke kunne blive ved med at gemme mig og formindske mig selv, af frygten for en følelse.
Det er nemlig lige det.. Når vi spørger os selv
“Hvad er det jeg er bange for?”
Så er det typisk en følelse vi er bange for.
Vi har pakket os selv ind i tykke beskyttelseslag, for ikke at komme til at mærke den følelse igen.
Frygten for at træde forkert, at blive set skævt til, udskammet, ikke at slå til, at fylde for meget og for at stille os frem helt ægte og autentisk.
Det er vildt sårbart!
Men når vi programmerer os selv med at, “jeg er ikke god, pæn, uddannet, eller erfaren nok, har ikke healet nok og er i bund og grund ikke 𝐯æ𝐫𝐝𝐢𝐠 nok”, - ja så er det faktisk også det der er sandheden. Ens egen virkelighed og sandhed. Og dermed lige præcis det livet spejler tilbage.
Da erkendelserne ramte mig, var jeg hunde-f**king-ræd for at sige det ligeud.
Undskyld mit franske, men jeg var SÅ bange for at gå i gang med det jeg mærkede jeg var nødt til at gøre. Jeg var bange for ikke at slå til og ikke at kunne færdigbage det store brød jeg havde i sinde at slå op. For jeg vidste godt, at det her… det ville kræve alt jeg havde i mig og at jeg tog ansvaret helt og aldeles hjem.
Jeg vidste udemærket hvad jeg var nødt til at vende ryggen til i mit liv og hvad jeg var nødt til at arbejde og udvikle på i mig selv.
Og tilgive mig selv for(!) - Clean slate.
Jeg var nødt til at stoppe med at selvsabotere.
At stoppe med at fortælle mig selv de samme, gamle historier om og om igen.
At udvide min kapacitet til at kunne modtage og holde mere. Derfor var jeg også nødt til at sætte endnu klarere grænser, selvom jeg synes jeg allerede havde skåret lige lovligt meget ind til benet og ærligt talt følte mig alene.
Jeg var nødt til at steppe mit game gevaldigt op og begynde at VÆRE hende, som jeg så mig selv i fremtiden, selvom mine ben skælvede under mig. Hende som ikke var bange for at stille sig autentisk frem og som kunne holde sin store drøm.
Jeg begyndte så småt at åbne op for hold og mindre cirkler igen.
For halvanden måned siden følte jeg skubbet til at “NU ER DET NU”. Det indre arbejde var gjort.
Nu var jeg ikke bange længe. Nu var jeg spændt!
Jeg valgte at følge det indre kald, og gå all in.
Alt imens jeg var forberedt på alle de voldsomme bølgegange det ville vække i mit indre i processen. Fordi alle mine sårede indre børn, med sikkerhed ville dukke op til overfladen undervejs.
And what a riiide it has been! 😅🫣
Nu sidder jeg så på den anden side af Goddess Gathering, mit eget personlige største skridt i mit liv og må bare indrømme at jeg er glad for at jeg tog den del af mig som var møg hamrende bange med i hånden og begyndte at handle, ikke bare for min egen skyld, men for the highest good of all!
For det er det den her tid vi lever i handler om, hvis du spørger mig. At vi først og fremmest står op for os selv, tager ansvaret hjem og samtidig med åbne hjerter byder ind med vores medfødte magi til fællesskabet og ikke sidder og gemmer på den derhjemme.
Nu har vi lært, hvordan det er at klare alting selv, og mærket hvor langt fra hinanden vi kan komme som mennesker. Men vi er helt naturligt flokdyr og vi har alle en rolle at spille i den nye tid vi gerne vil skabe og se i verden.
Helt unikke, helt vidunderlige, helt befriende(!) når vi tør at stå autentisk frem og gøre det indre og ydre arbejde der skal til. 🌀💜🙏🏼
