Hvad er åbningstiderne?

Mandag 07:30 - 12:15 Tirsdag 07:30 - 17:15 Onsdag 12:45 - 17:15 Torsdag 07:30 - 12:15

http://www.livsimonsen.dk/, https://klinik-liv-simonsen.planway.com/

Lev dit liv, Tangevej 6A Ribe sundhedscenter, Ribe (2026)

Q: Hvad er adressen?

Tangevej 6A Ribe Sundhedscenter

03/09/2026

Nogle gange har vi brug for at gå lidt dybere.

Andre gange har vi bare brug for et lille sted at begynde.

Det er egentlig dét, jeg ønsker med mit online univers.

At skabe forskellige veje ind til mere forståelse, nye perspektiver og kontakt med den indre intelligens, vi alle bærer med os.

Noget kan du lytte til på 10 minutter.

Noget inviterer dig til at gå lidt dybere.

Noget har kroppen i centrum.

Noget åbner for nye perspektiver på dine tanker, følelser, relationer eller den måde, du ser dig selv på.

Og måske er det netop dét, jeg holder allermest af ved det:

Der findes ikke én rigtig måde at gå på opdagelse i sig selv og sit liv på.

Nogle gange opstår en ny forståelse gennem kroppen.

Andre gange gennem en lydfil, en sætning eller et spørgsmål, der pludselig får os til at se noget på en anden måde.

Og nogle gange handler det slet ikke om at gøre mere.

Måske handler det bare om at få øje på noget, vi ikke har fået øje på før.

I mit online univers finder du allerede:

✦ 5 mini-sessioner – små sessioner, du kan bruge hjemme, når det passer dig, og som inviterer kroppen ind i processen.

✦ HJEMKOMST – til dig, der længes efter at komme tættere på dig selv og det liv, der faktisk føles sandt for dig.

✦ Din indre intelligens – en lydfil, der tager dig med ind i kroppens egen kommunikation og den intelligens, der hele tiden arbejder i dig.

✦ INDRE GLØD – med fokus på kvindekroppen, energien og de forandringer, vi som kvinder bevæger os igennem gennem livet.

Og nu er der også kommet noget helt gratis til:

✦ Dit barns placering i søskendeflokken

En lydfil om, hvordan det at være den ældste, mellemste, yngste eller enebarn kan være med til at præge den måde, et barn finder sin plads i familien og møder verden på.

Måske genkender du dit barn.

Måske genkender du pludselig også lidt af dig selv.

Og så er der FRIRUM.

Mit kommende medlemsunivers, som jeg lige nu arbejder på højtryk for at gøre klar.

FRIRUM – plads til dig og det liv, der føles sandt.

Her går vi på opdagelse i identitet, selvkoncept, selvaccept, selvværd, selvtillid, selvsikkerhed og selvrespekt – og i vores relationer, kroppen og den måde, vi møder os selv og livet på.

Der kommer inspirerende skriv, lydfiler, meditationer, små sessioner, øvelser, refleksioner og energimedicin.

Men FRIRUM skal ikke være endnu en opgave, du skal nå.

Du skal kunne åbne døren, når du har lyst. Læse ét skriv, lytte til én lydfil, prøve en lille øvelse – eller bare tage én ny tanke med dig videre.

Det er derfor, det hedder FRIRUM.

Du kan læse mere via linket i kommentarfeltet

“Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.”
– Liv

02/09/2026

Nogle relationer bliver svære, fordi vi kommer til at tro, at nærhed betyder, at vi skal være enige.

Men vi kan godt holde af et menneske, selvom vi ser forskelligt på tingene.

Vi kan have forskellige behov.

Forskellige tempoer.

Forskellige måder at reagere på.

Forskellige måder at vise kærlighed på.

Og det er ofte dér, vi begynder at snuble.

For når den anden gør noget på en anden måde end os, kan vi hurtigt tænke:

“Så forstår du mig ikke.”

“Så betyder jeg ikke nok.”

“Så burde du gøre noget andet.”

Men forskellighed er ikke nødvendigvis afstand.

Nogle gange er det bare forskellighed.

Det kan være ham, der har brug for stilhed efter arbejde.

Hende, der har brug for at tale.

Barnet, der trækker sig.

Teenageren, der ikke fortæller alt.

Partneren, der viser omsorg gennem handling mere end ord.

Og måske bliver relationerne lidt lettere, når vi ikke hele tiden gør den andens måde til et problem.

Når vi kan være nysgerrige i stedet for at korrigere.

Når vi kan sige:

“Du gør det anderledes end mig. Det betyder ikke nødvendigvis, at du gør det forkert.”

Det betyder heller ikke, at vi skal acceptere alt.

Vi må stadig have grænser.

Vi må stadig sige fra.

Vi må stadig vælge, hvad vi vil være en del af.

Men der er forskel på en grænse og et krav om, at den anden skal være mere som os.

Og den forskel kan ændre meget i en relation.

For nærhed bliver måske ikke skabt af, at vi bliver ens.

Men af, at der er plads til, at vi begge kan være der.

Det er også noget af det, jeg arbejder meget mere med i mit kommende medlemsunivers FRIRUM.

For relationer er ét af de områder, hvor vi virkelig kan komme til at miste os selv, tilpasse os, holde fast, blive følelsesmæssigt bundet eller bruge enormt meget energi på noget, vi ikke kan ændre hos den anden.

I FRIRUM går vi meget dybere ned i netop det.

Ikke kun relationer.

Men også identitet, selvkoncept, selvaccept, selvværd, selvtillid, selvsikkerhed og selvrespekt.

Og så kommer der også indhold om kroppen, energimedicin og meget andet, der kan være med til at give en større forståelse af os selv og det, vi står i.

Lige nu arbejder jeg på højtryk for at få FRIRUM klar.

Men FRIRUM er ikke tænkt som endnu en opgave, vi skal nå.

Ikke endnu et sted, hvor vi skal præstere, følge med eller føle, at vi er bagud.

Det er heller ikke tænkt som et arbejde, vi skal tage os sammen til at lave.

Tværtimod.

Det skal netop være et FRIRUM.

Et sted, du kan gå ind, når du har lyst.

Når noget rammer.

Når du har brug for inspiration.

Når du har brug for at forstå dig selv lidt bedre.

Eller når du bare har brug for et øjeblik, hvor du ikke skal være noget for andre.

Der kommer inspirerende skriv, som går langt dybere end dem, jeg deler her på Facebook.

Der kommer lydfiler.

Meditationer.

Og lydfiler med små øvelser, som du kan bruge, når det giver mening for dig.

Ikke fordi du skal nå det hele.

Ikke fordi der er en rigtig rækkefølge.

Men fordi du kan tage det, der passer til dig, når du har brug for det.

Det er hele tanken bag FRIRUM.

At det ikke skal føles som endnu en ting på listen.

Men som et sted, hvor du kan lægge listen fra dig et øjeblik.

Du kan læse mere om FRIRUM via linket i kommentarfeltet

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

31/08/2026

Hun kom egentlig, fordi hun så gerne ville frigive vægt.

Hun havde prøvet meget.

Ændret på kosten.

Været opmærksom.

Gjort det, hun tænkte, hun skulle.

Men vægten ville ikke rigtig flytte sig, og hun kunne ikke forstå hvorfor.

Det var dét, hun kom med.

Men i sessionen viste der sig noget helt andet, som kom til at fylde langt mere.

Vi kom tilbage til en relationel oplevelse, der lå 12 år tilbage.

En oplevelse, hun selv beskrev som et chok.

Og det interessante var, at det også var omkring den periode, hendes vægt begyndte at stige.

Hun oplevede, at vægtøgningen startede efter den episode – og siden havde hun haft svært ved at få den stabiliseret, uanset hvor meget hun forsøgte.

Da hun satte ord på årene efter, sagde hun noget, jeg bed mærke i:

“Det har næsten føltes, som om der har hængt en sort sky over mig lige siden.”

Ikke kun i forhold til én bestemt situation.

Den havde på en eller anden måde fulgt med.

I hendes tanker.

I hendes relationer.

I den måde hun reagerede på.

I kroppen, når noget mindede hende om det gamle.

Så det blev dét, vi arbejdede med.

Selve oplevelsen.

Reaktionen omkring den.

Og nogle af de andre ting, der viste sig undervejs.

Da sessionen nærmede sig sin afslutning, var hendes oplevelse markant anderledes.

Hun blev helt stille og sagde:

“Jeg føler mig tom indeni.”

Og næsten med det samme tilføjede hun:

“Men på den gode måde.”

Ikke tom som i manglende noget.

Mere som om noget, der havde fyldt utrolig meget i mange år, pludselig ikke stod der længere.

Hun tænkte på den gamle situation igen.

Men denne gang kom den velkendte reaktion i kroppen ikke på samme måde.

Hun kunne se på det anderledes.

Mere på afstand.

Uden den samme uro.

Og den sorte sky, hun havde beskrevet?

Den oplevede hun ikke længere.

Det er noget af det, jeg synes er så fascinerende ved mit arbejde.

Vi kan komme ind ad døren med én ting, vi gerne vil have hjælp til – og opdage, at der ligger en helt anden historie nedenunder, som har fyldt langt mere, end vi selv var klar over.

Det betyder ikke, at et gammelt chok nødvendigvis er forklaringen på, hvorfor et menneske har svært ved at reducere sin vægt.

Vægt påvirkes af mange forskellige biologiske, hormonelle, medicinske og livsstilsmæssige forhold, og de skal selvfølgelig tages alvorligt.

Men for denne kvinde var det bemærkelsesværdigt, at vægtøgningen begyndte omkring den samme periode som den oplevelse, hun beskrev som et chok.

Og for hende blev sessionen derfor ikke først og fremmest en historie om kilo.

Den blev en historie om at opdage noget, hun havde båret med sig i 12 år.

Og om hendes oplevelse af, at det på mindre end en time ikke længere havde det samme greb i hende.

Jeg er VILD med mit arbejde

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

30/08/2026

Nogle mennesker kan fylde enormt meget i vores liv, også selvom vi næsten ikke ser dem.

Og andre kan fylde lige så meget, selvom de stadig er en del af vores hverdag.

Det kan være en tidligere partner.

Et familiemedlem.

En ven.

En kollega.

En forælder.

En søskende.

En, der svigtede os.

En, der løj.

En, der gjorde noget, vi stadig synes var uretfærdigt.

En, vi stadig har noget udestående med.

Og når vi bliver ved med at tænke på det, de gjorde, det de burde have sagt, den undskyldning vi aldrig fik, eller den måde vi mener, de burde have handlet på, så bliver vi følelsesmæssigt bundet til dem.

De får en plads i vores indre liv.

Også længe efter situationen er slut.

Vi kan føre samtaler med dem i hovedet.

Genafspille gamle episoder.

Forestille os, hvad vi ville sige, hvis vi fik chancen.

Håbe, at de en dag forstår.

Håbe, at de ændrer sig.

Håbe, at de får øje på, hvad deres handling gjorde ved os.

Og så kan et menneske, vi egentlig ikke ønsker skal fylde, komme til at fylde rigtig meget.

Det gælder også mennesker, vi stadig har i vores liv.

En partner, vi er vred på.

En forælder, vi stadig forsøger at få noget fra.

Et voksent barn, vi føler os såret af.

En søskende, vi aldrig helt har fået sluttet fred med.

En ven, vi stadig holder regnskab med.

For så længe vi bliver ved med at holde dem fast i det, de gjorde, holder vi også noget fast i os selv.

En vrede.

En dom.

Et behov for retfærdighed.

Et behov for at blive forstået.

Et behov for at få ret.

Og det er dér, den følelsesmæssige binding opstår.

Ikke fordi vi ønsker den.

Men fordi vi stadig har en relation til det, der skete.

At sætte et menneske fri betyder ikke, at det, de gjorde, var i orden.

Det betyder ikke, at vi skal have dem tættere på.

Det betyder ikke, at vi skal glemme noget.

Og det betyder heller ikke, at vi skal blive i en relation, der ikke fungerer for os.

Det betyder, at vi holder op med at lade vores indre liv være afhængigt af, om de en dag ændrer sig.

Om de siger undskyld.

Om de forstår os.

Om de indrømmer noget.

Om de bliver den person, vi havde håbet, de ville være.

For så længe vi venter på dét, er vi stadig bundet til dem.

Det er også noget af det, jeg er i gang med at arbejde meget dybere med i mit kommende medlemsunivers FRIRUM.

Hvordan vi bliver følelsesmæssigt bundet til mennesker gennem vrede, domme, gamle historier og uafsluttede konflikter.

Og hvordan vi kan begynde at løsne det, vi stadig sidder fast i.

Ikke for deres skyld.

Men for vores egen.

For frihed er også at kunne se et menneske og tænke:

Du er den, du er.
Det, der skete, skete.
Og jeg vælger ikke længere at være bundet til dig gennem det.

Det betyder ikke, at historien forsvinder.

Men den behøver ikke længere have magten over, hvordan vi har det i dag.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

28/08/2026

Der er sket noget nyt på min hjemmeside.

Jeg har været i gang med at rydde op.

Forkorte tekster.

Skrive om.

Samle det, der hører sammen.

Og fjerne det, der ikke længere skal fylde så meget.

Samtidig er der kommet noget helt nyt til:

Mit ONLINE UNIVERS.

Her har jeg samlet de fire ting, du allerede nu kan få adgang til:

INDRE INTELLIGENS

5 MINI BODYTALK SESSIONER

INDRE GLØD

HJEMKOMST

Og så kan du også læse om noget nyt, som er på vej.

FRIRUM.

Mit kommende medlemsunivers.

Det er endnu ikke åbent, og jeg er stadig i gang med at bygge det op.

Men hvis du er nysgerrig, kan du allerede nu læse mere om tanken bag FRIRUM og om, hvad det skal rumme.

Der er også kommet en menu, der hedder FORBERED DIT BARN.

Den er lavet til forældre, der gerne vil kunne forberede deres barn på en enkel og tryg måde på, hvad der skal ske, når de kommer til en session hos mig.

For børn har brug for noget andet end lange forklaringer.

De har brug for ord, de kan forstå.

Noget, der gør det mindre fremmed og mere trygt at skulle komme til en session.

Derfor har jeg delt forklaringerne op i tre forskellige aldersgrupper, så sproget passer bedre til barnets alder og måde at forstå på.

Så via linket i kommentarfeltet kan du både gå på opdagelse i de fire ting, der allerede er tilgængelige, læse mere om FRIRUM, som kommer snart, og finde FORBERED DIT BARN.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

26/08/2026

I nære relationer kommer vi næsten altid til at støde på sider af hinanden, som vi ville ønske var lidt anderledes.

Det kan være de små ting.

Toiletbrættet, der ikke bliver slået ned.

Tandpasta i vasken.

Strømper ved siden af vasketøjskurven.

Sko midt i gangen.

En partner, der glemmer aftaler.

En teenager, der svarer kort.

En, der vil tale om tingene med det samme.

En anden, der har brug for tid.

Og selvfølgelig skal vi kunne tale sammen om det.

Vi skal kunne sige, hvad der fungerer for os, hvad der ikke gør, og hvad vi har brug for.

Men der er forskel på at kommunikere om en adfærd og på at bruge år på at forsøge at ændre et andet menneske.

For når et menneske igen og igen viser os den samme adfærd, så er det også information.

Ikke nødvendigvis om hvem de er for altid.

Men om hvem de er lige nu.

Og måske er det dér, vi skal begynde.

Ikke med:

Hvordan får jeg dig til at ændre dig?

Men med:

Kan jeg være i det her, som det faktisk er?

For selvfølgelig kan mennesker ændre sig.

Vi kan alle ændre mønstre.

Blive mere opmærksomme.

Lære noget nyt.

Vælge anderledes.

Men den bevægelse bliver nødt til at komme fra mennesket selv.

Vi kan fortælle, hvad noget gør ved os.

Vi kan være tydelige.

Vi kan sige:

“Det her fungerer ikke godt for mig.”

Vi kan lave aftaler.

Vi kan tage samtalen igen.

Men vi kan ikke tage ansvaret for den andens forandring.

Hvis han efter ti år stadig lægger strømperne ved siden af kurven, så er der måske en pointe i at opdage, hvor meget energi vi bruger på at gøre netop dét til et projekt.

Hvis hun igen og igen retter, styrer og kontrollerer, så er det værd at se det som noget, der faktisk sker.

Hvis et familiemedlem bliver ved med at tale hårdt.

Hvis en ven gentagne gange kun tager kontakt, når de selv har brug for noget.

Hvis en partner bliver ved med at bryde aftaler.

Så hjælper det ikke nødvendigvis at blive ved med kun at se på det menneske, vi håber, de bliver.

Vi bliver nødt til også at se det menneske, der står foran os.

Og det betyder ikke, at vi bare skal lade stå til.

At ære et andet menneske er ikke det samme som at acceptere alt.

Det betyder ikke, at vi skal finde os i adfærd, der overskrider vores grænser.

Det betyder ikke, at vi skal tie.

Og det betyder ikke, at vores behov bliver mindre vigtige.

Tværtimod.

Vi kan være tydelige omkring det, vi ønsker.

Vi kan sige fra.

Vi kan fortælle, hvilke konsekvenser en bestemt adfærd har for os.

Men hvis den anden igen og igen vælger det samme, så kommer der et tidspunkt, hvor vi også må forholde os til dét.

For deres valg er deres.

Og vores valg er vores.

Hvis den anden viser os:

Det her er sådan, jeg vælger at være.

Så må vi mærke:

Kan jeg leve med det?

Hvis svaret er ja, så må vi måske stoppe med at være i konstant kamp med det.

Nogle ting er små nok til, at vi vælger at lade dem være små.

Toiletbrættet.

Tandpastaen.

Strømperne.

Men hvis adfærden handler om noget mere grundlæggende.

Manglende respekt.

Gentagne løgne.

Grænser, der igen og igen bliver overskredet.

Eller en måde at være i relationen på, som vi dybt inde ved, at vi ikke ønsker at leve med.

Så er det ikke vores opgave at vente på, at den anden en dag bliver en anden.

Så bliver ansvaret vores.

At tage vores eget nej alvorligt.

Og hvis det er nødvendigt, forlade det, vi ikke længere ønsker at være en del af.

Der er faktisk en form for ære i begge dele.

At ære os selv er at tage vores egne grænser alvorligt.

At være ærlige omkring det, vi kan og ikke kan leve med.

At ære den anden er at holde op med at kræve, at de skal blive en anden for at passe ind i vores liv.

At se dem, som de er.

At lade deres valg være deres.

Og så tage ansvar for vores eget.

For måske handler nærhed ikke om, at vi aldrig irriterer hinanden eller aldrig ønsker noget anderledes.

Det handler mere om, at vi kan se forskellen på:

Det her kan vi tale om og finde en vej i sammen.

Og:

Det her bliver ved med at være sådan – og derfor må jeg mærke, hvad jeg vælger for mig.

Det er ikke at lade stå til.

Det er at stoppe med at bruge hele vores energi på at forsøge at styre et andet menneskes valg.

Og begynde at tage ansvar for vores egne.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

25/08/2026

Nogle gange er det ikke den andens adfærd, der holder os fast. Det er håbet om, at de snart bliver anderledes.

Vi kender det måske fra mange slags relationer.

En partner, der igen og igen lover at være mere nærværende, men aldrig rigtig er det.

Et familiemedlem, der bliver ved med at tale hårdt.

En ven, der kun tager kontakt, når det passer dem.

Et menneske, der igen og igen bryder aftaler.

En, der bliver ved med at overskride den samme grænse.

En, der vender samtalen, så du ender med at tvivle på dig selv.

En, der altid forventer, at du tilpasser dig.

Og hver gang tænker vi måske:

“Denne gang bliver det anderledes.”

“Nu har vi jo talt om det.”

“De mener det sikkert ikke sådan.”

“De har også haft det svært.”

“Jeg skal måske bare være lidt mere forstående.”

Og selvfølgelig kan mennesker ændre sig.

Det kan vi alle.

Men kun hvis vi selv er villige til det.

Vi kan ikke elske et andet menneske ind i en forandring, de ikke selv ønsker.

Vi kan ikke forklare os frem til den.

Vi kan ikke være tålmodige nok til at skabe den.

Og vi kan ikke tage ansvar for den på deres vegne.

Det betyder ikke, at vi skal dømme mennesker ud fra én dårlig dag eller én handling.

Vi laver alle fejl.

Men når den samme adfærd viser sig igen og igen, er der noget vigtigt i at se på det, der faktisk sker, fremfor kun på det, vi håber kommer til at ske.

Hvis et menneske igen og igen vælger den samme måde at være på, så er dét også information.

Og måske er det dér, vores eget ansvar begynder.

Ikke ansvaret for at ændre dem.

Men ansvaret for at spørge os selv:

Kan jeg leve med dette, hvis det aldrig bliver anderledes?

For det er et helt andet spørgsmål end:

“Hvordan får jeg dem til at ændre sig?”

Hvis svaret er ja, så må vi også være ærlige om, at vi vælger relationen med den adfærd, der følger med.

Ikke den relation, vi håber den en dag bliver.

Hvis svaret er nej, så handler det ikke længere om at vente på, at den anden ændrer sig.

Så handler det om os.

Om vi bliver ved med at stå i noget, vi allerede ved, vi ikke ønsker at være en del af.

For vi kan ikke kræve, at et andet menneske ændrer sin adfærd, bare fordi den gør ondt på os.

Vi kan fortælle, hvad den gør ved os.

Vi kan sige, hvad vi ønsker.

Vi kan være tydelige.

Men hvis den anden fortsætter på samme måde, så har de også vist os deres valg.

Og så bliver vores ansvar at forholde os til vores eget.

Vil jeg blive i det her, som det faktisk er – ikke som jeg håber, det bliver?

Hvis svaret er nej, så er det ikke den anden, der skal flytte sig først.

Så er det os, der må forlade det, vi ikke længere ønsker at være en del af.

For vi kan godt holde af et menneske og samtidig vide:

Det her fungerer ikke for mig.

Vi kan godt forstå deres historie uden at acceptere deres adfærd.

Vi kan godt have medfølelse uden at gøre os selv ansvarlige for konsekvenserne af deres valg.

Og vi kan godt ære et menneskes ret til at vælge sit liv, samtidig med at vi ærer vores egen ret til at vælge, hvad vi vil være en del af.

Det er måske en vigtig del af nærhed.

At se mennesker, som de faktisk er.

Ikke kun som deres potentiale.

Ikke kun som den udgave, vi ved, de kunne blive.

Men som den, de viser os, at de er lige nu.

For først dér kan vi træffe et ærligt valg.

Ikke:

Hvordan får jeg dig til at blive anderledes?

Men:

Når du er, som du er – hvem vælger jeg så at være i relationen til dig?

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

24/08/2026

Nogle overgange i livet larmer. Andre opdager vi næsten først, når vi står midt i dem.

Et barn flytter hjemmefra.

Et arbejdsliv ændrer sig.

En relation føles ikke længere som før.

Kroppen begynder at kræve noget andet.

Eller vi mærker bare stille:

Det, der plejede at passe til mig, passer ikke helt længere.

Og det kan være et mærkeligt sted at stå.

For det gamle er ikke nødvendigvis forkert.

Det passer bare ikke længere på samme måde.

Så vi kan komme til at holde fast lidt længere, end vi egentlig ønsker.

I rollen.

I arbejdet.

I relationen.

I den version af os selv, vi kender.

Ikke fordi den stadig føles rigtig.

Men fordi den er velkendt.

I min klinik i Ribe og over skærmen møder jeg ofte mennesker netop dér.

Ikke nødvendigvis i en krise.

Men i en overgang.

Hvor noget gammelt er ved at slippe, og det nye endnu ikke er helt tydeligt.

Og måske behøver vi ikke altid have svaret med det samme.

Måske er det nok først at opdage:

Jeg er ikke helt den samme længere.

For livet bevæger sig.

Og det gør vi også.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

23/08/2026

Da Minna kom første gang, var det faktisk ikke hendes mave, der fyldte mest.

Minna er i midten af 60’erne.

For mere end 40 år siden fik hun tarmslyng og måtte have fjernet det meste af sin tyndtarm.

Siden da havde hun levet med følgerne af den meget korte tyndtarm.

Nedsat optagelse af blandt andet fedt, vitaminer, mineraler og proteiner.

Og næsten daglige diarréer.

Ofte hver anden dag med mange toiletbesøg.

Mavesmerter.

En krop, der gennem mange år havde krævet rigtig meget opmærksomhed.

Mad fyldte også meget i hendes hverdag.

For hun skulle hele tiden være opmærksom på, hvad hun kunne tåle at spise, hvordan hendes mave reagerede, og hvad der måske ville udløse endnu en dag med mange toiletbesøg.

Når fordøjelsen har fyldt i så mange år, kan måltider derfor også komme til at fylde langt mere end bare det at spise.

Men da hun kom ind ad døren til mig, var det alligevel ikke dét, hun satte øverst.

Det, der fyldte mest for hende, var følelsen af, at alt gik imod hende.

At livet hele tiden spændte ben.

At noget hele tiden blev svært.

At hun næsten forventede, at det næste problem stod lige rundt om hjørnet.

Og det var dér, vi tog vores udgangspunkt.

Selvfølgelig arbejdede vi også med fordøjelsen og med det, hendes krop havde været igennem.

Men det primære i sessionen blev alt det andet.

De mange oplevelser gennem livet.

De situationer, der stadig fyldte.

Chok, som hendes system så ud til stadig at reagere på.

Og den måde, hun efterhånden var kommet til at møde livet på.

Som om hun altid skulle være lidt på vagt.

Som om hun hele tiden skulle være forberedt på, at noget gik galt.

Det blev en session med mange lag.

Ikke kun om en tarm.

Men om et helt menneske.

For nogle gange kommer vi med ét sted i kroppen, der larmer.

Men når vi begynder at folde historien ud, viser der sig også alt det andet, kroppen og mennesket har været igennem undervejs.

En måned senere kom Minna igen.

Og allerede da hun satte sig, kunne jeg mærke, at noget var anderledes ved hende.

Hun fortalte, at hun ikke havde haft én eneste episode med diarré siden vores første session.

Fra tidligere at have haft hver anden dag, hvor toiletbesøgene fyldte en stor del af dagen.

Hun fortalte også, at mavesmerterne var væk.

At hun sov bedre.

At hun følte sig mere positiv.

Og måske næsten vigtigst for hende:

Følelsen af, at alt var imod hende, var forsvundet.

Selv hendes mand havde lagt mærke til forskellen.

Ikke bare på ét område.

Men på flere.

Han kunne mærke, at Minna var anderledes i sin måde at være i hverdagen på.

Mere let.

Mere positiv.

Mindre i kamp med det, der skete omkring hende.

Det er selvfølgelig Minnas egen oplevelse af det, der skete mellem hendes første og anden session.

Og det er vigtigt for mig at understrege, at man ikke ud fra én persons oplevelse kan konkludere, at en session har behandlet eller fjernet årsagen til hendes diarré eller andre fysiske symptomer.

Med en så omfattende tarmoperation i bagagen er hendes fysiske situation kompleks og noget, der naturligt også hører hjemme i det lægefaglige system.

Den del er vigtig.

Og det gælder i øvrigt ikke kun Minna.

Hvis vi går med vedvarende eller nye fysiske symptomer, smerter eller sygdom, er det vigtigt, at den lægefaglige del bliver taget alvorligt, så vi bliver undersøgt, fulgt og behandlet, når der er behov for det.

Det ene behøver ikke stå i modsætning til det andet.

Når den lægefaglige del er i gang, og de fysiske forhold bliver taget hånd om, arbejder jeg samtidig ud fra en forståelse af, at det kan være værdifuldt at undersøge hvad der er sket i menneskets liv omkring og forud for de symptomer, der er opstået.

Jeg er optaget af sammenhængene.

Af belastninger.

Chok.

Langvarige konflikter.

Følelser, vi måske har gået med længe.

Perioder, hvor vi har været pressede eller på vagt.

Og af den betydning, vores oplevelser kan have for den måde, vi reagerer på – både psykisk og fysisk.

Det betyder ikke, at vi skal springe den lægefaglige undersøgelse over eller forklare enhver sygdom med én bestemt oplevelse.

Men i mit arbejde giver det mening ikke kun at spørge:

Hvad fejler kroppen?

Jeg er også nysgerrig på:

Hvad har dette menneske været igennem?

Hvornår begyndte det?

Hvad skete der omkring den periode?

Hvad reagerede mennesket på – og hvad kan stadig fylde i systemet?

For mig hører de perspektiver sammen.

Kroppen står ikke alene fra resten af vores liv.

Vi har også en historie.

Oplevelser.

Belastninger.

Relationer.

Gamle chok.

Måder at reagere på.

Og måder at være i livet på, som kan fylde rigtig meget for os.

Det er ofte dér, mit arbejde ligger.

Ikke i stedet for det lægefaglige.

Men ved siden af det.

At være nysgerrig på det, der ligger rundt om og bagved det menneske, der har symptomerne.

På det, der er sket.

Det, der stadig fylder.

Den måde livet er blevet mødt på.

Og det, kroppen måske har været med til at bære gennem mange år.

For Minna kom ikke først og fremmest for sin diarré.

Hun kom, fordi hun var træt af følelsen af, at livet hele tiden gik imod hende.

Og måske var det netop derfor, hendes historie blev så interessant.

For da noget begyndte at ændre sig i hendes oplevelse af sig selv og sit liv, oplevede hun samtidig forandringer flere andre steder.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

20/08/2026

Hun troede, hun var udbrændt, fordi hun havde for meget at se til.

Men da vi begyndte at folde hendes historie ud, handlede det om noget langt ældre.

Hun var en ung kvinde, der var blevet rigtig god til at være der for alle andre.

God til at mærke, hvad der blev forventet.

God til at tilpasse sig.

God til at få tingene til at fungere.

Og allerede som barn havde hun lært, at de andre kom først.

Deres behov.

Deres humør.

Deres ønsker.

Deres måde at gøre tingene på.

Deres mening om, hvad der var rigtigt.

Deres tempo.

Deres forventninger til, hvem hun skulle være.

Så hun havde lært at rette sig ind.

Ikke nødvendigvis fordi nogen havde sagt ordene direkte.

Men fordi det var sådan, hun havde lært at være i relation.

At være nem.

At være sød.

At tage hensyn.

At mærke de andre før sig selv.

Og det, der engang måske havde hjulpet hende med at høre til, var fulgt med ind i voksenlivet.

Hun sagde ja, selv når hun mærkede nej.

Hun gik med til ting, hun egentlig ikke havde lyst til.

Hun tog ansvar for stemningen.

For andres skuffelse.

For andres behov.

For om de var tilfredse.

Hun kunne bruge lang tid på at overveje, hvad andre mon tænkte om hendes valg.

Og hvis hun endelig gjorde noget for sig selv, kom skyldfølelsen hurtigt bagefter.

Så lidt efter lidt var hun begyndt at leve et liv, der ikke helt var hendes eget.

Hun levede ind i andres forventninger.

Andres forestillinger om, hvad hun burde.

Andres måde at gøre tingene på.

Andres behov for hendes tid.

Andres definition af, hvornår hun var et godt menneske.

Og når vi gør det længe nok, kan der ske noget mærkeligt.

Vi kan miste kontakten til spørgsmålet:

Hvad vil jeg egentlig selv?

Ikke fordi svaret ikke findes.

Men fordi vi har øvet os så længe i at lytte udad, at vores egen stemme bliver sværere at høre.

Det var dér, hendes udbrændthed begyndte at give en anden mening.

Vi bliver ikke kun trætte af at have meget at lave.

Vi kan også blive trætte af hele tiden at leve efter andres behov, forventninger og forestillinger om, hvem vi skal være.

For hvor meget energi bruger vi ikke, når hvert valg først skal igennem:

Hvad synes de?

Bliver de skuffede?

Er det egoistisk?

Burde jeg gøre noget andet?

Kan jeg tillade mig det?

Det kræver enormt meget energi hele tiden at tilsidesætte sig selv og samtidig forsøge at få livet til at hænge sammen.

I hendes første session arbejdede vi med det, der lå bag den gamle måde at orientere sig på.

Og allerede efter den første session beskrev hun et stort skifte.

Ikke fordi hele hendes liv pludselig så anderledes ud udefra.

Men fordi hun gjorde.

Hun begyndte at opdage, hvor hurtigt hun automatisk sagde ja.

Hun kunne pludselig mærke forskellen på:

“Det her vil jeg”

og

“Det her gør jeg, fordi jeg tror, jeg bør.”

Hun begyndte at høre sine egne tanker, før hun nåede at overdøve dem med alle andres.

Og noget af det stærkeste var, at hun kunne mærke sin egen sandhed meget tydeligere.

Det, hun tidligere havde analyseret i timevis, kunne hun nogle gange pludselig bare mærke.

Det her er ikke mit.

Det her ønsker jeg faktisk ikke.

Det her vil jeg gerne.

Det her behøver jeg ikke forklare.

Det var ikke blevet ligegyldigt for hende, hvordan andre havde det.

Hun var stadig omsorgsfuld.

Stadig kærlig.

Stadig opmærksom.

Men forskellen var, at hun ikke længere automatisk forsvandt ud af sit eget liv for at være det.

Og måske er det netop dét, der nogle gange bliver overset, når vi taler om udbrændthed.

At vi ikke kun kan blive trætte af alt det, vi gør.

Vi kan også blive trætte af hele tiden at være den, andre forventer, vi skal være.

Af at tilsidesætte vores egne grænser.

Af at holde vores egne ønsker tilbage.

Af at leve så langt væk fra det, der føles sandt, at kroppen til sidst næsten ikke kan følge med.

I min klinik i Ribe og over skærmen møder jeg mennesker med meget forskellige historier.

Men én ting går igen oftere, end vi måske tror:

At noget begynder at ændre sig, når vi ikke længere kun spørger:

Hvordan får jeg mere energi?

Men også begynder at opdage:

Hvor i mit liv bruger jeg min energi på at være en udgave af mig selv, jeg egentlig er vokset fra?

For måske skal livskraft ikke altid skabes.

Nogle gange skal vi først holde op med at bruge så meget af den på at forlade os selv.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

Lev dit liv

03/09/2026

02/09/2026

31/08/2026

30/08/2026

28/08/2026

26/08/2026

25/08/2026

24/08/2026

23/08/2026

20/08/2026

Adresse

Hvad er åbningstiderne?

Internet side

Underretninger

Kontakt Virksomheden

Genveje

Del

Type

Anmodning om at fjerne opslag

Mandag	07:30 - 12:15
Tirsdag	07:30 - 17:15
Onsdag	12:45 - 17:15
Torsdag	07:30 - 12:15