Hvad er åbningstiderne?

Mandag 07:30 - 12:15 Tirsdag 07:30 - 17:15 Onsdag 12:45 - 17:15 Torsdag 07:30 - 12:15

Lev dit liv, Tangevej 6A Ribe sundhedscenter, Ribe (2026)

Verden er fuld af alt for mange børn, unge og voksne der mangler overskud, og energi til, at hverdagen kan fungerer optimalt. Rigtig mange føler sig ikke hele inden i, det gælder desværre også børnene. Alt for mange sidder fast i gamle og uhensigtsmæssige mønstre, som blokerer for alt det gode i livet. Og det er det jeg arbejder med i min klinik - at hjælpe dig med at få et liv i balance, med at slippe alt det gamle du ikke har brug for mere, og støtte alt det gode i dig, til at vokse om blomstre endnu mere. Kroppen er så god til at fortælle dig, når noget er galt, eller ikke fungerer, det er det jeg lytter til, og finder frem til. På den måde rydder vi op i årsagen til hvorfor du har det, som du har det. Du kan læse meget mere på min hjemmeside www.livlotussimonsen.com

22/10/2026

DU KAN VÆRE DEN, ALLE ANDRE KAN REGNE MED – OG SAMTIDIG HAVE MISTET KONTAKTEN TIL DIG SELV.

Det begynder sjældent med, at vi beslutter os for at glemme os selv.

Det begynder med et ja, selvom vi egentlig havde brug for at sige nej.

Med at vi mærker, at noget ikke føles rigtigt, men alligevel overbeviser os selv om, at det nok bare er os, der er for følsomme.

Med at vi endnu en gang tager hensyn til alle andre og fortæller os selv, at vores egne behov sagtens kan vente.

Og langsomt kan vi komme så langt væk fra os selv, at vi næsten ikke opdager det.

For vi kan være blevet rigtig gode til at være noget for andre – uden længere at vide, hvordan vi skal være der for os selv.

Og ved du, hvad jeg synes er tankevækkende?

At de færreste mennesker kommer til en session hos mig og siger:

Liv, jeg har brug for hjælp til at finde tilbage til kærligheden til mig selv.

De kommer, fordi noget andet fylder.

Måske er det kroppen, der gør ondt.

Søvnen, der driller.

Tankerne, der aldrig holder fri.

En relation, der er blevet svær.

Eller en følelse af, at noget i livet ikke længere føles rigtigt.

Og selvfølgelig tager vi udgangspunkt i det, de kommer med.

Men gennem mine år med BodyTalk er der én ting, der er blevet mere og mere tydelig for mig.

At der i det helhedsorienterede arbejde med mennesker også kan ligge en dybere mulighed for at finde tilbage til kærligheden til sig selv.

Ikke fordi alle problemer skyldes manglende selvkærlighed.

Og ikke fordi vi nødvendigvis taler om selvkærlighed under sessionen.

Men fordi den måde, vi møder os selv på, har så stor betydning for, hvordan vi lever med os selv.

Og måske begynder det med noget så grundlæggende som at opdage, hvor længe vi egentlig har været vant til at overhøre vores egen indre stemme.

Forestil dig en kvinde, der gennem mange år har været rigtig god til at være der for alle andre.

Hun mærker hurtigt, hvis nogen har brug for hjælp.

Hun siger ja, selvom hun er træt.

Hun tager ansvar for stemningen omkring sig.

Og hun fortæller ofte sig selv, at hendes egne behov sagtens kan vente.

Men en dag bliver hun spurgt:

Hvad har du egentlig selv lyst til?

Og hun ved det næsten ikke længere.

Ikke fordi hun ikke har ønsker.

Men fordi hun gennem så lang tid har været optaget af at mærke alle andre, at hun næsten har glemt at mærke sig selv.

Og måske er det netop sådan, vi nogle gange kommer væk fra os selv. Ikke gennem ét stort svigt, men gennem hundredvis af små øjeblikke, hvor vi overhører det, vi selv mærker.

Vi siger ja, når vi mener nej.

Vi smiler, når vi egentlig er kede af det.

Vi tvivler på vores egne følelser.

Og vi gør andres reaktioner vigtigere end vores egen oplevelse.

Langsomt kan vi komme til at tro, at det at være et godt menneske betyder, at vi skal være gode for alle andre.

Men hvad med os selv?

For selvkærlighed handler ikke om at blive bedre til at gøre noget for andre. Det handler om at begynde at have en kærlig relation til det menneske, vi selv er.

Også når vi er usikre.

Når vi bliver vrede.

Når vi begår fejl.

Når vi har behov, som andre ikke forstår.

Og når vi ikke lever op til vores egne forventninger.

Det er ikke at synes, at alt ved os selv er fantastisk.

Det er at holde op med automatisk at gøre os selv forkerte for det, vi mærker.

Og det er her, jeg ser en vigtig forbindelse til mine sessioner.

I mine BodyTalk-sessioner arbejder jeg altid med mennesket som en helhed.

For vores krop, tanker, følelser, oplevelser og relationer er ikke adskilte dele, der eksisterer uafhængigt af hinanden.

Vi er hele mennesker, hvor mange sider af livet kan spille sammen.

Derfor er jeg heller aldrig kun optaget af det symptom eller den udfordring, der har fået klienten til at bestille en tid.

Jeg er nysgerrig på hele mennesket og de sammenhænge, der viser sig under sessionen.

Og den tilgang er den samme, uanset om vi mødes i min klinik i Ribe eller over skærmen.

Det betyder ikke, at alt det, vi kæmper med, skyldes manglende selvkærlighed.

Så enkelt er livet ikke.

Men jeg oplever, at der ofte ligger en værdifuld mulighed i at begynde at møde sig selv med mere forståelse.

For tænk, hvor meget energi vi kan bruge på at forsøge at ændre sider af os selv, som måske først og fremmest har brug for at blive mødt med nysgerrighed.

Og hvad kan der så ske, når vi begynder at finde tilbage til kærligheden til os selv?

Måske begynder vi at lytte til vores egne behov uden straks at afvise dem.

Måske bliver det lettere at sige nej uden at føle os som dårlige mennesker.

Måske holder vi op med at tage ansvar for alle andres følelser.

Måske begynder vi at træffe valg, der ikke kun fungerer for andre, men også føles rigtige for os.

Og måske opdager vi noget endnu vigtigere.

At vores værdi ikke afhænger af, hvor meget vi præsterer, hvor meget vi giver, eller hvor tilfredse andre er med os.

For at elske sig selv betyder ikke, at vi aldrig mere tvivler, bliver usikre eller har svære dage.

Det betyder, at vi kan begynde at være på vores egen side, også når livet ikke er let.

At vi kan tage ansvar uden at nedgøre os selv.

At vi kan udvikle os uden først at skulle føle os forkerte.

Og at vi kan være noget for andre uden at forlade os selv.

Måske er den dybeste form for selvkærlighed netop at opdage, at vi ikke behøver blive et andet menneske for at være værd at elske.

Og måske er det derfor, jeg holder så meget af mit arbejde.

Fordi der i det helhedsorienterede møde med et andet menneske også kan blive plads til noget, der rækker ud over det, vedkommende oprindeligt kom med.

En mulighed for at begynde at se sig selv med andre øjne.

Ikke som et menneske, der skal repareres.

Men som et menneske, der allerede har værdi.

For selvkærlighed er ikke noget, vi skal gøre os fortjent til. Det er en relation til os selv, vi kan begynde at finde tilbage til.

GIV DET VIDERE

Hvis du kender et menneske, som måske har glemt sig selv lidt undervejs, så del gerne opslaget.

For vi ved aldrig, hvem der lige netop i dag har brug for at blive mindet om, at deres behov også betyder noget.

At de ikke skal være noget for alle andre for at være værdifulde.

Og at de gerne må begynde at vælge sig selv til.

Nogle gange kan det, vi vælger at give videre, være præcis det, et andet menneske havde brug for at læse i dag.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

16/10/2026

HVAD NU, HVIS DU IKKE SKULLE ÆNDRE NOGET VED DIG SELV FOR AT VÆRE VÆRD AT ELSKE?

Vi taler meget om at elske os selv.

Om at prioritere os selv.

Sætte grænser.

Tale pænt til os selv.

Og huske, at vores egne behov også er vigtige.

Alt sammen gode ting.

Men jeg synes faktisk, der mangler noget helt grundlæggende i den måde, vi ofte taler om selvkærlighed på.

For at elske sig selv handler ikke kun om, hvordan vi behandler os selv. Det handler også om, hvad vi grundlæggende tror om den, vi er.

Og det er noget helt andet.

For vi kan sagtens gøre alle de rigtige ting.

Holde pauser.

Sige nej.

Passe på vores krop.

Give os selv komplimenter foran spejlet.

Og stadig gå rundt med en dybtliggende forestilling om, at der er noget ved os, som burde være anderledes.

At vi er lidt for følsomme.

For usikre.

For besværlige.

For vrede.

For stille.

For meget.

Eller måske aldrig helt nok.

Og så kan selvkærlighed næsten blive endnu et projekt, hvor vi forsøger at forbedre os selv.

Men hvad nu, hvis selvkærlighed ikke begynder med at forbedre den, du er, men med at holde op med at være imod den, du er?

Prøv lige at mærke forskellen.

For mange af os har et billede af, hvem vi gerne vil være.

Mere selvsikre.

Mere rolige.

Mere rummelige.

Mere modige.

Bedre til at sige fra.

Bedre til at stå ved os selv.

Og vi kan næsten komme til at leve med en usynlig aftale med os selv:

Når jeg bliver sådan, så kan jeg endelig være tilfreds med mig selv.

Når jeg har fået styr på min usikkerhed.

Når jeg ikke længere bliver jaloux.

Når jeg kan sige nej uden dårlig samvittighed.

Når jeg holder op med at bekymre mig om, hvad andre tænker.

Så bliver jeg et menneske, jeg rigtig kan holde af.

Men læg mærke til, hvad vi egentlig siger til os selv.

At den, vi er lige nu, endnu ikke helt fortjener vores kærlighed.

At vi først skal gøre os fortjent til vores egen accept.

Og det er måske noget af det mest interessante ved hele emnet.

For vi kan bruge utrolig meget af vores liv på at forsøge at blive et menneske, vi endelig kan elske.

Uden at opdage, at det måske er selve forestillingen om, at vi først skal være anderledes, der står i vejen.

AT ELSKE SIG SELV ER IKKE DET SAMME SOM AT KUNNE LIDE ALT VED SIG SELV.

Og den forskel er vigtig.

Du behøver ikke elske din jalousi.

Du behøver ikke synes, det er fantastisk, når du bliver vred.

Du behøver ikke være tilfreds med alle dine valg.

Og du behøver ikke overbevise dig selv om, at alle dine sider er vidunderlige.

For at elske sig selv er ikke at lukke øjnene for det, vi synes er svært.

Det er at kunne se det uden samtidig at vende sig imod sig selv.

At kunne sige:

Jeg kan mærke, at jeg bliver jaloux.

Uden at fortsætte med:

Hvor er jeg dog et forfærdeligt menneske.

At kunne erkende:

Jeg er usikker lige nu.

Uden at konkludere:

Jeg er svag.

At kunne mærke:

Jeg har brug for opmærksomhed og bekræftelse.

Uden straks at skamme sig over at have det behov.

For der er forskel på at have en følelse og på at gøre følelsen til et bevis på, at der er noget galt med os.

Og måske er det netop her, selvkærligheden bliver rigtig interessant.

For hvad nu, hvis du begyndte at møde de sider af dig selv, som du normalt forsøger at skjule, med den samme nysgerrighed, som du møder et menneske, du holder af?

Ikke for at give dem lov til at bestemme over dit liv.

Men for at forstå dig selv bedre.

For bag jalousi kan der være frygt for at miste.

Bag vrede kan der være noget, der føles uretfærdigt eller grænseoverskridende.

Bag behovet for kontrol kan der være en længsel efter tryghed.

Og bag vores konstante forsøg på at være gode nok kan der ligge en gammel forestilling om, at vi skal gøre os fortjent til kærlighed.

Det betyder ikke, at der altid ligger én bestemt forklaring bag vores følelser.

Men det betyder, at vi kan begynde at møde os selv med spørgsmål i stedet for domme.

For vi behøver ikke gøre os selv forkerte for at blive klogere på os selv.

Og der ligger endnu et lag nedenunder.

Noget, jeg tror, rigtig mange vil kunne genkende.

Vi kan komme til at forveksle det at elske os selv med det at være et menneske, andre kan elske.

Og så bliver selvkærlighed pludselig noget, der handler om vores relationer til andre.

Vi vil gerne være mere selvsikre, så andre respekterer os.

Vi vil gerne sætte grænser, så andre behandler os bedre.

Vi vil gerne hvile i os selv, så vi bliver mere attraktive, interessante eller nemmere at være sammen med.

Og selvfølgelig kan vores forhold til os selv påvirke vores relationer.

Men selvkærlighed har ikke først og fremmest til formål at gøre os mere attraktive, vellidte eller værdifulde i andres øjne.

Du skal ikke lære at elske dig selv, for at andre får lettere ved at elske dig.

Du skal heller ikke elske dig selv for at få et bedre parforhold.

Blive en bedre mor.

En bedre veninde.

Eller et mere positivt menneske.

Det kan være, at din måde at være i relationer på ændrer sig, når dit forhold til dig selv ændrer sig.

Men det er ikke det, der skal gøre selvkærligheden værdifuld.

Du må gerne elske dig selv for din egen skyld.

Ikke fordi det gør dig mere nyttig for andre.

Ikke fordi du så får mere overskud til at give.

Og ikke fordi det fører til et bestemt resultat.

Men ganske enkelt fordi du også er et menneske, der fortjener kærlighed.

Og det gælder også, når du ikke har noget at give.

Når du ikke er særlig overskudsagtig.

Når du ikke har styr på dit liv.

Og når du ikke er den udgave af dig selv, du helst ville være.

For hvis vi kun kan holde af os selv, når vi er glade, positive, hjælpsomme og tilfredse med vores liv, hvad sker der så med kærligheden, når vi ikke er det?

Måske er noget af det vigtigste ved at elske sig selv netop, at kærligheden ikke hele tiden skal trækkes tilbage, når vi har det svært.

Prøv at forestille dig et øjeblik, at du ikke længere behøvede bruge så meget energi på at være imod dig selv.

At du ikke skulle analysere hver eneste fejl.

At du ikke skulle sammenligne dig med andre for at finde ud af, om du var god nok.

At du ikke skulle skamme dig over dine behov.

Og at du kunne mærke både vrede, sorg, usikkerhed og jalousi uden at miste respekten for dig selv.

Hvad ville der så blive plads til?

Måske mere ro.

Måske mere nysgerrighed.

Måske en større frihed til at være ærlig over for dig selv.

For når vi ikke længere behøver forsvare os imod vores egne følelser, kan vi også begynde at lytte til, hvad de fortæller os.

Og det er måske en af de mest oversete sider af selvkærlighed: At vi holder op med at være vores egen modstander.

Ikke fordi vi aldrig mere skal udfordre os selv.

Men fordi vi ikke behøver kæmpe imod os selv for at vokse.

Og hvordan øver vi os så i det?

Her er to ting, du kan prøve.

1. MØD DEN SIDE AF DIG SELV, DU HAR SVÆREST VED AT HOLDE AF

Næste gang du mærker en følelse eller reaktion, som du normalt kritiserer dig selv for, så prøv noget andet.

Måske bliver du jaloux.

Måske føler du dig afvist.

Måske bliver du vred over noget, du synes, du burde kunne rumme.

I stedet for straks at forsøge at ændre følelsen, så stop op.

Læg eventuelt en hånd på brystet.

Og sig stille til dig selv:

Jeg kan mærke, at det her er svært for mig.

Jeg behøver ikke gøre mig selv forkert for at have det sådan.

Jeg er villig til at forstå mig selv i stedet for at dømme mig selv.

Og spørg så:

Hvad er det egentlig, der gør så ondt lige nu?

Hvad er jeg bange for?

Hvad har jeg brug for at møde med mere forståelse?

Du behøver ikke finde svaret med det samme.

Og du behøver heller ikke ændre følelsen.

Det vigtige er, at du begynder at skabe en anden relation til det, der foregår indeni dig.

For det, vi møder med forståelse, behøver vi ikke samtidig føre krig imod.

2. ØV DIG I AT ELSKE DIG SELV UDEN AT SKULLE GØRE DIG FORTJENT TIL DET

Stil dig foran spejlet.

Se dig selv i øjnene.

Og læg mærke til, hvad der sker, når du siger:

Jeg er værd at elske, også når jeg ikke er tilfreds med mig selv.

Jeg behøver ikke ændre mig for at fortjene min egen kærlighed.

Jeg er villig til at holde af mig selv, også de dage hvor jeg synes, det er svært.

Det kan føles virkelig mærkeligt at stå og tale højt til sig selv.

Måske føles ordene fremmede.

Måske får du lyst til at kigge væk.

Og måske opdager du, at det er meget lettere at fortælle andre, at de er værdifulde, end at sige det til dig selv.

Men det er netop derfor, jeg synes, spejløvelsen kan være så effektfuld.

Den kan gøre os opmærksomme på, hvor svært eller naturligt det føles at møde os selv med kærlighed.

Ikke bare som en tanke.

Men mens vi faktisk ser os selv i øjnene.

Du skal ikke tvinge dig selv til at føle noget bestemt.

Og du skal ikke stå der og forsøge at overbevise dig selv om noget, du endnu ikke tror på.

Begynd med villigheden.

Jeg er villig til at lære at holde af mig selv, som jeg er.

For nogle gange begynder en ny måde at være med os selv på med, at vi giver plads til en mulighed, vi tidligere har afvist.

Og måske er det her, jeg allerhelst vil hen med dagens skriv.

At elske sig selv er ikke en præstation. Det er ikke et mål, vi skal nå. Og det er ikke endnu en udgave af os selv, vi skal forsøge at blive.

Det er den relation, vi har til det menneske, vi er lige nu.

Også når vi er besværlige.

Også når vi tvivler.

Også når vi gør noget, vi fortryder.

Også når vi ikke føler os særlig elskelige.

Det er at kunne sige:

Jeg ønsker måske at ændre noget ved min måde at leve på.

Jeg ønsker måske at forstå mine reaktioner bedre.

Jeg ønsker måske at vælge anderledes.

Men jeg behøver ikke holde op med at elske mig selv, mens jeg finder ud af hvordan.

For måske er den dybeste form for selvkærlighed ikke at gå rundt og føle sig fantastisk.

Måske er det at vide, at vi ikke behøver vende os imod os selv, når livet bliver svært.

At vi kan være på vores egen side.

Ikke imod andre.

Men sammen med os selv.

Og at vores værdi ikke hele tiden skal genforhandles, afhængigt af hvordan dagen er gået, hvad vi har præsteret, eller hvad andre mener om os.

Du er ikke mere værd at elske på dine gode dage end på dine svære.

Og du behøver ikke vente på at blive et andet menneske, før du begynder at møde dig selv med den kærlighed.

Hvis du kender et menneske, som kunne have glæde af at læse med, så giv gerne opslaget videre.

For vi ved aldrig, hvem der lige netop i dag går rundt og føler, at de ikke er gode nok.

Hvem der forsøger at forbedre sig selv for endelig at føle sig værdifuld.

Eller hvem der har brug for at blive mindet om, at kærligheden til os selv ikke skal være noget, vi hele tiden skal gøre os fortjent til.

Nogle gange kan ganske få ord åbne for en helt ny måde at se sig selv på.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

13/10/2026

DET ER IKKE ALTID DET, BARNET VISER OS, DER ER DET SVÆRESTE FOR BARNET

Nogle børn larmer, når de har det svært.

Andre bliver stille.

Nogle bliver vrede over de mindste ting.

Andre gør sig så umage med at være søde, dygtige og nemme at være sammen med, at vi næsten ikke opdager, hvor meget de kæmper indeni.

Og så er der de børn, hvor det er kroppen, der begynder at fylde.

Maven gør ondt.

Søvnen driller.

Der er uro, som de ikke rigtig kan forklare.

Og noget af det, jeg gennem årene er blevet mere og mere opmærksom på i mit arbejde med børn og unge, er, hvor forskelligt det kan se ud, når noget er svært.

For vi kan ikke altid se på et barn, hvordan det egentlig har det indeni.

Tag nu Emil.

Emil er en af de drenge, hvor vreden er begyndt at fylde mere og mere.

Der skal efterhånden ikke ret meget til, før det hele eksploderer.

Og bagefter kan han selv blive ked af det.

For det er jo ikke nødvendigvis sådan, han ønsker at være.

Men når vreden først tager over, kan det være svært at finde tilbage til roen.

Og forestil dig så, hvordan det må være at gå rundt med en oplevelse af, at ens egne reaktioner næsten kommer bag på én selv.

At vide, at noget bliver svært, uden helt at forstå hvorfor.

Måske er noget af det tungeste ved vreden ikke selve vredesudbruddet, men den historie barnet langsomt kan begynde at fortælle om sig selv.

Jeg er ham, der altid bliver sur.

Jeg ødelægger det hele.

Der er noget galt med mig.

Og pludselig handler det ikke kun om vrede længere.

Det handler også om barnets forhold til sig selv.

Emil får sine sessioner over skærmen hjemmefra.

Og præcis som hvis han lå på briksen i min klinik, behøver han ikke forklare mig, hvorfor han bliver vred.

Han skal ikke genfortælle de situationer, han måske allerede har talt om mange gange.

Vi kan være nysgerrige på det, der viser sig gennem sessionen, uden at gøre Emil til sin vrede.

For han er jo så meget mere end den.

Og måske er en af de vigtigste muligheder for Emil at opdage, at han godt kan have store følelser uden at være forkert.

At der kan blive mere plads til ro.

Og at han ikke behøver se sig selv som drengen, der altid eksploderer.

For forestil dig, hvad det kan betyde for Emil, hvis han begynder at opleve, at vreden ikke længere bestemmer det hele.

At han kan blive frustreret uden at miste fodfæstet fuldstændigt.

At han lettere kan finde tilbage til sig selv.

Og at han ikke længere behøver gå rundt med den samme dårlige samvittighed over sine reaktioner.

For så er det ikke kun vredesudbruddene, der måske begynder at fylde mindre.

Det er også den måde, Emil oplever sig selv på, der kan begynde at ændre sig.

Så er der Freja.

Hun larmer ikke på samme måde.

Tværtimod.

Hun er blevet rigtig god til at mærke stemningen omkring sig.

Hvem der er sammen med hvem.

Hvem der skriver i gruppen.

Hvem der bliver inviteret.

Og hvem der ikke gør.

Hun kan bruge utrolig meget energi på at gennemgå en samtale bagefter.

Var det dumt, det jeg sagde?

Hvorfor svarede hun sådan?

Er de sure på mig?

Og måske kender du det selv.

Den der fornemmelse af, at vi hele tiden skal holde øje med, om vi stadig hører til.

For når vi begynder at tvivle på vores plads blandt andre, kan vi komme til at gøre deres reaktioner til målestokken for vores egen værdi.

Og så bliver det næsten umuligt at slappe af i et fællesskab, fordi vi hele tiden forsøger at sikre os, at vi stadig er en del af det.

Freja kommer også til session over skærmen.

Og ligesom ved en fysisk session i klinikken behøver hun ikke fortælle mig alt om sine veninder.

Hun skal ikke vælge, hvem der har gjort hvad.

Eller forsøge at forklare noget, som måske mest af alt føles som en knude indeni.

Vi kan i stedet være nysgerrige på de mønstre, følelser og oplevelser, der kommer frem under sessionen.

Og måske åbner det for en anden måde at se sig selv på.

For Freja behøver ikke blive bedre til at få alle andre til at vælge hende.

Hun må også gerne opdage, at hun selv har noget at vælge med.

At hun må have sine egne meninger.

At hun ikke behøver ændre sig for at passe ind alle steder.

Og at hendes værdi ikke bliver mindre, fordi nogen vælger noget andet.

Og tænk, hvad det kan betyde for Freja, hvis hun begynder at hvile mere i sig selv.

Hvis hun ikke længere bruger lige så meget energi på at analysere hver eneste besked, hvert blik og hver samtale.

Hvis hun begynder at turde sige, hvad hun mener.

Og opdager, at hun faktisk godt kan være en del af et fællesskab uden hele tiden at tilpasse sig.

For nogle gange er den største forandring ikke, at andre begynder at behandle os anderledes.

Det er, at vi begynder at se os selv med andre øjne.

Og så er der Oliver.

Hos Oliver er det maven, der fylder.

Han har haft ondt gennem lang tid.

Og når maven bliver ved med at gøre ondt, kan det efterhånden komme til at fylde rigtig meget i et barns liv.

Ikke kun når smerten er der.

Men også i tankerne om, hvornår den mon kommer igen.

Kan jeg tage med?

Hvad nu, hvis jeg får ondt?

Kan jeg klare hele dagen?

Langvarige mavesmerter skal selvfølgelig undersøges hos lægen, og de kan have mange forskellige årsager.

Men det ændrer ikke på, at et barn med mavepine også er et helt menneske med tanker, følelser, oplevelser og en hverdag, der skal hænge sammen.

Oliver kommer i min klinik i Ribe.

Han lægger sig på briksen.

Og noget af det, jeg gerne vil give plads til, er, at han ikke behøver bruge hele sessionen på at tale om sin mave.

For Oliver er også meget mere end drengen med mavepine.

Vi kan være nysgerrige på hele ham.

Og det kan være en lettelse at få et rum, hvor der ikke hele tiden bliver spurgt, om det gør ondt, hvor det gør ondt, eller hvad han tror, det skyldes.

For nogle gange kommer et symptom til at fylde så meget, at vi næsten glemmer alt det andet, barnet også er.

Og for Oliver kan det have stor betydning at opleve, at der også er plads til alt det, han gerne vil, drømmer om og holder af.

At han ikke kun skal forholde sig til sin mave, men også får mulighed for at mærke tryghed og ro i kroppen.

At bekymringerne om maven måske begynder at fylde mindre i hans tanker.

Og at der bliver mere plads til at være barn med alt det, der hører til.

For når noget har fyldt rigtig meget i vores liv, kan selv en lille oplevelse af mere frihed betyde utrolig meget.

Tre børn.

Tre vidt forskellige måder at have det svært på.

Og alligevel er der noget, der går igen.

Ingen af dem behøver præstere noget for at komme til session hos mig.

De behøver ikke have styr på deres tanker.

De behøver ikke kende årsagen til det, der fylder.

De behøver ikke engang have lyst til at tale særlig meget.

For det er ikke en samtale, hvor de skal finde de rigtige svar.

Og det gør jeg, uanset om barnet sidder hjemme foran skærmen eller ligger på briksen i min klinik i Ribe.

For mig er der ikke to forskellige måder at møde barnet på. Der er to forskellige rammer omkring den samme tilgang.

Og min oplevelse er, at en session over skærmen kan give lige så meget som en session i klinikken. Jeg arbejder ud fra de samme principper, og forskellen ligger først og fremmest i rammerne omkring barnet.

Over skærmen kan barnet være hjemme i velkendte omgivelser.

Måske i sit yndlingstøj.

Med mor eller far i nærheden.

Uden transport eller en lang køretur efter skole.

I klinikken kan barnet komme lidt væk fra hverdagens mange indtryk.

Lægge sig på briksen.

Få et rum, hvor der ikke er lektier, beskeder, søskende eller andre ting, der kalder.

Nogle børn og familier foretrækker det ene.

Andre det andet.

Jeg oplever, at begge dele kan være meningsfulde, selvom vi ikke kan forudsige eller garantere samme resultat.

Men det, der optager mig allermest, er faktisk noget helt tredje.

Hvor tidligt i livet vi kan begynde at tro, at det, vi kæmper med, er det samme som den, vi er.

At barnet med vrede bliver den vrede dreng.

At teenageren, der føler sig udenfor, begynder at tro, at hun ikke er værd at være sammen med.

At barnet med mavepine næsten begynder at kende sig selv gennem sin mave.

Og måske er det netop her, der ligger en vigtig påmindelse til os alle.

Vi er ikke vores reaktioner.

Vi er ikke vores usikkerhed.

Og vi er ikke vores symptomer.

Det, vi oplever, kan fylde meget.

Det kan påvirke vores hverdag og vores måde at være i verden på.

Men det fortæller ikke hele historien om, hvem vi er.

Og noget af det, jeg holder allermest af ved mit arbejde, er at skabe plads til at være nysgerrig på den større historie.

Uden at barnet skal præstere.

Uden at det skal forklare sig til en forståelse.

Og uden at det skal føle, at det først er godt nok, når noget er blevet anderledes.

For et barn behøver ikke have styr på det, der foregår indeni, for at fortjene at blive mødt med ro, respekt og nysgerrighed.

Og måske gælder det faktisk også os voksne.

Og hvis du kender en familie, en mor, en far eller en ung, som måske kan genkende noget af det her, så del gerne opslaget.

For vi ved aldrig, hvem der lige netop i dag har brug for at læse med.

Måske sidder der en forælder, som er bekymret for sit barn.

Måske en ung, der går rundt med følelsen af at være forkert.

Eller et menneske, der har brug for at blive mindet om, at vi er så meget mere end det, vi kæmper med.

Nogle gange kan det, vi vælger at give videre, være præcis det, et andet menneske havde brug for at møde i dag.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

11/10/2026

NOGLE GANGE ER DET EN LETTELSE IKKE AT SKULLE FORKLARE, HVORDAN MAN HAR DET

Peter bliver vred.

Ikke bare sådan lidt vred.

Hans vredesudbrud er begyndt at fylde mere og mere, og efterhånden er de blevet så voldsomme, at det påvirker hele familien.

Og måske er noget af det allersværeste, at Peter heller ikke selv forstår, hvorfor han reagerer, som han gør.

Han ved godt, at han ikke skal råbe, skrige eller eksplodere over de mindste ting.

Det har han fået at vide mange gange.

Men det hjælper ikke nødvendigvis at vide, hvad vi burde gøre, hvis vi endnu ikke har fundet ud af, hvad der sker indeni os.

Peter kommer til session hos mig over skærmen.

Hjemmefra.

I sine egne trygge omgivelser.

Han skal ikke bruge energi på transport, nye omgivelser eller på at finde de rigtige ord.

Og det er faktisk noget af det, jeg holder meget af ved at arbejde med børn.

De behøver ikke kunne forklare det, de endnu ikke selv forstår.

I sessionerne er vi nysgerrige på, hvad der kan ligge bag Peters voldsomme reaktioner.

Ikke kun på vreden, men på det, der måske er med til at udløse den.

For bag vrede kan der gemme sig mange forskellige ting.

Og en vigtig forandring for Peter vil ikke nødvendigvis være, at han aldrig bliver vred igen.

Men at vreden ikke længere behøver overtage hele ham.

At han gradvist får lettere ved at finde ro igen.

At der bliver mere plads mellem det, han mærker, og den måde, han reagerer på.

Og at han får mulighed for at opleve sig selv som meget mere end drengen, der altid bliver vred.

Så er der Sofie.

Sofie er teenager.

Hun har veninder, går i skole og forsøger at finde sin plads i alt det, der følger med ungdomsårene.

Men hun føler sig ofte udenfor.

Hun tænker meget over, hvad de andre mener om hende.

Om hun har sagt noget forkert.

Om hun er inviteret med næste gang.

Om de andre egentlig kan lide hende.

Og nogle gange begynder hun at ændre lidt på sig selv for at passe bedre ind.

Griner med, selvom hun ikke synes, noget er sjovt.

Holder sine egne meninger tilbage.

Og bruger utrolig meget energi på at aflæse de andre.

For når vi er bange for ikke at høre til, kan vi komme til at forlade os selv i forsøget på at blive valgt af andre.

Sofie får også sine sessioner over skærmen.

Og noget af det værdifulde ved sessionerne er, at hun ikke skal sidde og fortælle en masse om veninderne, skolen eller alle de tanker, hun går rundt med.

Hun må selvfølgelig gerne fortælle.

Men hun behøver ikke.

Gennem sessionerne følger jeg det, der viser sig via kroppens egne reaktioner og energitestene.

Vi bliver nysgerrige på de mønstre og oplevelser, der kan være relevante for det, hun står i.

Og for Sofie handler en vigtig forandring ikke nødvendigvis om, at alle pludselig skal kunne lide hende.

Men om at hun kan begynde at finde mere tryghed i at være sig selv.

At hendes værdi ikke hele tiden skal afgøres af, hvem der skriver til hende, inviterer hende eller vælger hende til.

For tænk, hvor meget lettere det kan blive at være sammen med andre, når vi ikke hele tiden er bange for at være os selv.

Og så er der Niles.

Niles kommer i min klinik i Ribe.

Han har haft ondt i maven gennem lang tid.

Ikke bare en enkelt dag, hvor maven driller.

Men så ofte, at mavepinen er blevet en del af hans hverdag.

Og når et barn har tilbagevendende eller langvarige mavesmerter, skal det selvfølgelig undersøges sundhedsfagligt.

Men selv når der er taget hånd om den del, kan det give mening også at være nysgerrig på, hvordan barnet har det som helhed.

For kroppen og vores oplevelser af livet eksisterer ikke adskilt fra hinanden.

Niles kommer ind i klinikken.

Lægger sig på briksen.

Og her er der ikke nogen, der forventer, at han skal kunne forklare præcis, hvornår maven gør ondt, hvad han tænkte inden, eller hvorfor han tror, det sker.

Vi følger det, der viser sig under sessionen.

Og for Niles kan en vigtig del af udbyttet være at få et sted, hvor hans krop får opmærksomhed, uden at han hele tiden skal forholde sig til eller forklare sine symptomer.

Hvor han får mulighed for at mærke ro.

Og hvor vi kan være nysgerrige på, om der er noget i hans samlede situation, som også fortjener opmærksomhed.

For nogle børn kan det i sig selv være en stor lettelse.

Og ved du, hvad de tre børn har til fælles?

De behøver ikke præstere noget, når de kommer til session hos mig.

De skal ikke have forberedt en forklaring.

De skal ikke kunne sætte ord på deres følelser.

De skal ikke huske, hvad de skal fortælle.

Og de skal heller ikke kunne svare på en masse spørgsmål om, hvorfor de har det, som de har det.

De må bare komme, som de er.

Med det, der fylder.

Også det, de endnu ikke selv har ord for.

Jeg oplever, at netop dét kan give børn og unge en særlig ro.

For hvor mange steder i deres hverdag bliver de egentlig mødt uden en forventning om, at de skal forklare, forstå, forbedre eller præstere noget?

I skolen skal de lære.

Blandt vennerne skal de finde deres plads.

Derhjemme forsøger de voksne naturligt nok at forstå, hvad der sker.

Og nogle børn kan næsten føle, at de hele tiden skal kunne give et svar.

Men vi behøver ikke altid forstå noget med hovedet, før vi kan begynde at være nysgerrige på det gennem kroppen.

Og så er der spørgsmålet, jeg indimellem får:

Er det virkelig det samme at få en session over skærmen som at komme ind i klinikken?

Min måde at arbejde på er grundlæggende den samme.

Jeg følger de samme principper, uanset om barnet ligger på briksen i Ribe eller befinder sig hjemme foran skærmen.

Jeg oplever, at begge former kan give meningsfulde sessioner, selvom vi ikke kan love, at udbyttet bliver det samme for alle.

Fordelen ved skærmen er, at barnet kan blive i sine egne omgivelser.

Ingen transport.

Ingen ekstra planlægning.

Og mulighed for at få en session, selvom familien bor i den anden ende af Danmark.

Fordelen ved klinikken er noget andet.

At træde ind i et rum, hvor der ikke er andre gøremål, der kalder.

At lægge sig på briksen.

At få den stund helt for sig selv.

At kunne mærke, at nu er der plads til mig.

Og jeg holder af begge dele.

For det vigtigste for mig er ikke, hvor barnet befinder sig.

Det er, at barnet bliver mødt med nysgerrighed, respekt og uden forventninger om at skulle være anderledes.

For måske har nogle børn ikke brug for endnu en voksen, der fortæller dem, hvad de skal gøre anderledes.

Måske har de brug for et sted, hvor vi begynder at være nysgerrige på, hvorfor noget er blevet så svært.

Hvor vi ikke kun ser vreden.

Usikkerheden.

Eller mavepinen.

Men også mennesket bag.

Og hvor der er plads til at opdage nye muligheder, som hverken barnet eller familien måske havde forestillet sig.

For noget af det, jeg finder så fascinerende ved sessionerne, er, at vi ikke behøver kende alle svarene på forhånd.

Vi behøver heller ikke beslutte, hvad der skal forandre sig.

Vi kan være nysgerrige på det, kroppen viser os, og på de sammenhænge, der dukker op undervejs.

Og nogle gange kan det, der umiddelbart virker som en lille forandring, få en langt større betydning i barnets hverdag.

Mere ro indeni.

En lettere måde at være sammen med andre på.

Eller oplevelsen af, at noget, der tidligere fyldte rigtig meget, ikke længere behøver fylde på samme måde.

Måske er noget af det fineste, vi kan give et barn, oplevelsen af, at det ikke er forkert, bare fordi noget er svært.

At det ikke behøver blive en anden for at være værdifuldt.

Og at det ikke skal klare alting alene.

Jeg har stadig ledige tider i uge 42, både i min klinik i Ribe og over skærmen.

Og måske sidder der en mor, en far eller en ung og læser med i dag, som kan genkende noget af det her.

Ikke nødvendigvis hele historien.

Måske bare en lille del af den.

Nogle gange er det nok til, at vi begynder at se noget fra en anden vinkel.

For bag en adfærd, vi ikke forstår, kan der være et menneske, der har det sværere, end vi umiddelbart kan se.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

Adresse

Tangevej 6A Ribe Sundhedscenter
Ribe
6760

Åbningstider

Mandag	07:30 - 12:15
Tirsdag	07:30 - 17:15
Onsdag	12:45 - 17:15
Torsdag	07:30 - 12:15

Website

http://www.livsimonsen.dk/, https://klinik-liv-simonsen.planway.com/

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Lev dit liv offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Lev dit liv:

Lev dit liv