12/10/2026
Advarsel -
En rå og uforsødet tur ind i angsten, hvis du tør - Ellers lad være!
Som bekendt har jeg lidt af angst hele mit liv, højst sandsynligt trigget af intense vaccinationer og medicin som barn mod multiallergi og migræne - toppet med et par voldsomme traumer i min tidlige ungdom.
Angsten har hele livet været en stor altoverdøvende, sitrende maskine der sætter i gang sekunder efter jeg har lavet en aftale med nogen, eller andet jeg skal intenst med andre mennesker.
Den kæmpestore maskine er totalt fornuftssmadrende og kører indover ALT.
Jeg sættes ud af min egen hjerne og krop - og intet hjælper, før end jeg har fået meldt afbud til de gode mennesker der gerne vil noget hyggeligt med mig - så falder der en sørgelig og sorgfuld ro over mig et stykke tid.
Da jeg var yngre kunne jeg overrule maskinen og gøre tingene alligevel, med panikangst og migræne og total indre udmattelse.
Det er et overstået kapitel nu - Den kraft er forsvundet med alderen og voldsomt slitage af den, for at lade som om jeg var sådan "helt normal".
Jeg har arbejdet med angst og stress hele mit voksne liv - og er i besiddelse af alt i psykologiske værktøjer, som jeg er dybt taknemmelig for, og ikke ville have overlevet uden.
Jeg er og har altid været medicinfri, da jeg har en allergisk lever der intet tåler.
Så for mig er det den rå angst uden krykker, hele vejen igennem.
Der er få dage i mit liv, hvor jeg har mærket lidt mindre til angsten, men den er integreret i mig og jeg slipper aldrig af med den.
Tro mig, har prøvet alt konventionelt og alternativt, og både at elske og skælde den væk - har siddet hos psykologer, har siddet hos psykiatere.... been there, done that.
Med dyb angst er det som at tisse i bukserne, og SÅ kommer maskinen igen.
Det er en led usynlig, kronisk sygdom af værste, livshandicappende slags som man simpelthen er nødt til at lære at leve med, trække vejret igennem, og så bede til nogle flere små åndehuller indimellem.
Altså åndehuller, hvor maskine nr. 2, ikke sætter en straffesag i gang for, enten at have nydt noget et øjeblik eller have sagt nej.
Er der noget godt at sige om angst -
Nej!
Nogle sygdomme kan ikke drysses med sukker eller stjernestøv, og komme til at smage godt.
De kræver en helt speciel styrke at være i.
Tænk over dette skriv, hvis du kender et menneske med angst, der svarer, handler eller vælger pudsigt.