27/03/2025
Dugfrisk data på vej 👏👏👏
Vores forperson Helle Petersen var i dag inviteret til møde i Kræftens Bekæmpelse for at bidrage til den store kortlægning af lymfødem-området, som ventes klar til sommer.
Undersøgelsen er en opdatering af samme fra 2016 - og udsigten til et helt aktuelt overblik over lymfødem som kræftsenfølge, glæder Helle:
"Vi har brug for data, når vi skal udbrede kendskabet til lymfødem og overbevise politikerne om at både behandling og den efterfølgende mestring i dagligdagen som kroniker, betaler sig."
Lymfødem er en af de hyppigst forekommende senfølger efter kræftbehandling. Med midler fra Knæk Cancer er det nu muligt at samle et solidt overblik, der dækker alt fra forskning i og behandling af lymfødem til statistikker fra Landspatientregistret og patientudfordringer af relevans for det øgede fokus på senfølger og rehabilitering, som indgår i den kommende kræftplan V.
I status-rapporten indgår bl.a.
👉En epidemiologisk kortlægning af lymfødem
👉En kortlægning af den eksisterende organisering af behandlingstilbud i Danmark
👉 En beskrivelse af erfaringerne med lymfødembehandling i Norge og Sverige
"Vores indsigt i medlemmernes oplevelser, udfordringer og ønsker bliver hørt. Vi har fingeren på pulsen, når det handler om et patientperspektiv på livet med lymfødem. Nu glæder jeg mig til det fortsatte samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Senfølgerforeningen - senfølger med og efter kræft om at få kortlagt udviklingen og anbefalinger til fremtiden på baggrund af dugfrisk data".