20/08/2026
Når dit barn har brug for dig – er du så egentlig til stede?
Jeg har tænkt på noget, som jeg ikke helt kan slippe igen.
Vi taler meget om, hvor meget tid vores børn bruger på skærme.
Om TikTok.
Snapchat.
Gaming.
AI.
Om de bliver afhængige.
Om de mister evnen til at være til stede.
Men måske burde vi også stille os selv et lidt mere ubehageligt spørgsmål:
Hvad ser vores børn, når de ser på os?
For hvad gør du, når dit barn begynder at fortælle dig noget?
Lægger du telefonen væk?
Eller siger du:
“Mm…” mens du lige svarer på en besked?
Hører du efter?
Eller tænker du samtidig på indkøb, mails, arbejde og alt det, du skal nå?
Og når dit barn kommer med en stor følelse – bliver du så hos følelsen?
Eller prøver du hurtigt at få den til at forsvinde?
“Du behøver ikke blive så ked af det.”
“Det er der ikke noget at være sur over.”
“Kom nu, vi har travlt.”
Det er jo ikke, fordi vi er dårlige forældre.
Det er, fordi vi er mennesker.
Vi er trætte.
Vi har travlt.
Vi er overstimulerede.
Og vi har selv vænnet os til at være tilgængelige for alt og alle – hele tiden.
Men her bliver det interessant.
Forskere bruger begrebet “technoference” om den måde, teknologi kan forstyrre samspillet mellem forældre og børn på.
Studier viser blandt andet, at når forældre bliver distraheret af teknologi, bliver de mindre responsive over for deres børn, samspillet bliver mindre gensidigt, og børnene kan reagere med mere frustration og negativ adfærd. Der er også fundet sammenhænge mellem forældres teknologiske forstyrrelser og børns adfærdsvanskeligheder (PubMed Central (PMC) https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC5681450/ )
Det betyder ikke, at én telefon på middagsbordet ødelægger et barn.
Men det får mig til at tænke:
Hvad lærer vores børn af den måde, vi selv er sammen med dem på?
For måske lærer de ikke kun, hvordan man bruger en telefon.
Måske lærer de også:
At det er normalt at være halvt til stede.
At man godt kan lytte uden rigtigt at kigge op.
At det er svært at få nogens fulde opmærksomhed.
Og så kommer den del, jeg synes er lidt svær at tænke på:
Vi er bekymrede for, om vores børn en dag vælger AI frem for os, når de har brug for nogen at tale med.
Men hvad nu hvis vi samtidig selv er med til at lære dem, at en skærm er lettere at få kontakt med end et menneske?
En skærm svarer med det samme.
Den bliver ikke irriteret.
Den siger ikke “ikke lige nu”.
Den lægger ikke telefonen væk, mens du fortæller noget.
Så måske er spørgsmålet ikke kun:
“Hvor meget skærm må vores børn have?”
Måske skal vi også turde spørge:
“Hvor meget af os selv får vores børn egentlig?”
Jeg er oprigtigt nysgerrig:
Hvad tænker du? ❤️