04/09/2026
𝐉𝐞𝐠 𝐤𝐚𝐧 𝐦æ𝐫𝐤𝐞, 𝐡𝐯𝐚𝐝 𝐝𝐞𝐫 𝐞𝐫 𝐫𝐢𝐠𝐭𝐢𝐠𝐭 𝐟𝐨𝐫 𝐦𝐢𝐠.
𝐎𝐠 𝐬𝐭𝐚𝐝𝐢𝐠 𝐯æ𝐫𝐞 𝐢 𝐭𝐯𝐢𝐯𝐥.
En del af mig ville ønske, jeg kunne sige, at når først man lærer at mærke sig selv, så forsvinder tvivlen.
Men… det gør den ikke.
I hvert fald ikke for mig.
Jeg kan have en meget tydelig mavefornemmelse.
Og følge den.
Og så alligevel pludselig tænke:
𝐻𝑎𝑟 𝑗𝑒𝑔 𝑜𝑣𝑒𝑟𝑠𝑒𝑡 𝑛𝑜𝑔𝑒𝑡?
𝐸𝑟 𝑑𝑒𝑟 𝑛𝑜𝑔𝑒𝑡, 𝑗𝑒𝑔 𝑖𝑘𝑘𝑒 ℎ𝑎𝑟 𝑓𝑜𝑟𝑠𝑡𝑎̊𝑒𝑡?
𝐻𝑎𝑟 𝑑𝑒 𝑎𝑛𝑑𝑟𝑒 𝑚𝑎̊𝑠𝑘𝑒 𝑟𝑒𝑡?
𝐻𝑣𝑎𝑑 ℎ𝑣𝑖𝑠 𝑗𝑒𝑔 𝑡𝑎𝑔𝑒𝑟 𝑓𝑒𝑗𝑙?
Jeg har længe tænkt, at hvis jeg virkelig var i kontakt med mig selv, så burde jeg også være sikker.
𝐑𝐨𝐜𝐤 𝐬𝐨𝐥𝐢𝐝 𝐬𝐢𝐤𝐤𝐞𝐫.
Men det tror jeg faktisk ikke længere.
Tvivlen betyder ikke nødvendigvis, at noget er forkert.
For mig betyder den også, at jeg stopper op.
Trækker vejret en ekstra gang.
Søger viden.
Overvejer.
Vender og drejer.
Og mærker efter igen.
Er det her stadig den rigtige vej?
Eller var det bare en vildfaren sommerfugl? En fiks idé?
Tvivlen er også en del af mig.
Den del, der ikke behøver, at alting skal ske 𝐍𝐔 𝐍𝐔 𝐍𝐔.
Den del, der tager sig tid til at undersøge.
Som vender tingene en ekstra gang.
Så selvom tvivlen nogle gange kan gøre mig usikker på min mavefornemmelse, tror jeg faktisk ikke længere, at den skal væk.
For på den måde får jeg flere af Nanetts kvaliteter med.
Både den del, der mærker retningen i maven.
Og den del, der lige har brug for lidt ekstra tid til at forstå, hvorfor jeg mærker lige præcis dén retning.
𝐓𝐯𝐢𝐯𝐥𝐞𝐧 𝐞𝐫 𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐚𝐥𝐭𝐢𝐝 𝐞𝐭 𝐭𝐞𝐠𝐧 𝐩𝐚̊, 𝐚𝐭 𝐣𝐞𝐠 𝐞𝐫 𝐩𝐚̊ 𝐯𝐢𝐥𝐝𝐬𝐩𝐨𝐫.
𝐍𝐨𝐠𝐥𝐞 𝐠𝐚𝐧𝐠𝐞 𝐞𝐫 𝐝𝐞𝐧 𝐞𝐧 𝐝𝐞𝐥 𝐚𝐟 𝐩𝐫𝐨𝐜𝐞𝐬𝐬𝐞𝐧, 𝐡𝐯𝐨𝐫 𝐣𝐞𝐠 𝐮𝐧𝐝𝐞𝐫𝐬ø𝐠𝐞𝐫 𝐦𝐢𝐧 𝐦𝐚𝐯𝐞𝐟𝐨𝐫𝐧𝐞𝐦𝐦𝐞𝐥𝐬𝐞 — 𝐨𝐠 𝐨𝐩𝐝𝐚𝐠𝐞𝐫, 𝐚𝐭 𝐣𝐞𝐠 𝐟𝐚𝐤𝐭𝐢𝐬𝐤 𝐠𝐨𝐝𝐭 𝐤𝐚𝐧 𝐬𝐭𝐨𝐥𝐞 𝐩𝐚̊ 𝐝𝐞𝐧.
