13/09/2026
Hvis yogastillinger var kargeforme 🍰🧁🥮🎂
Skal kroppen passe ind i yogastillingen – eller skal yogastillingen passe til kroppen?
Det kan lyde som et enkelt eller måske næsten retorisk spørgsmål.
Men det er et spørgsmål, jeg vender tilbage til igen og igen.
For det er så nemt at tro, at der findes én rigtig måde at lave en yogastilling på. At vi skal længere, dybere eller strække lidt mere.
Men hvad nu, hvis det er den forkerte vej rundt?
Den samme yogastilling kan se helt forskellig ud fra krop til krop – og også i den samme krop fra dag til dag.
Jeg bruger nogle gange et billede, når jeg underviser:
Forestil dig, at yogastillingen er en kageform, og din krop er kagen.
Vi kan mase og presse kagen ned i formen.
Eller vi kan ændre formen, så den passer til kagen.
Bøje knæene. Flytte fødderne. Bruge en klods. Løfte sædet. Vælge en anden variation.
Kagen er ikke forkert, fordi den ikke passer i formen.
Og det er din krop heller ikke.
Din krop behøver ikke kunne det samme som kroppen på måtten ved siden af. Den behøver ikke kunne det samme, som den kunne i går eller for 10 år siden.
Nogle dage har vi brug for at udfordre os selv. Andre dage har vi brug for at give lidt mere plads.
Begge dele er yoga.
At lytte.
At justere.
At udfordre, når det føles rigtigt.
Og give slip, når kroppen fortæller os, at det er tid.
At møde den krop, vi har i dag – frem for at presse den ind i den krop, vi synes, den burde være.
Se, det er også venlighed. 🤍