03/09/2026
Når børn gør verden forståelig ved at tage ansvaret på sig
Den seneste tid har jeg haft en del børn i terapi, og noget af det, jeg igen bliver mindet om, er, hvor åbne børn egentlig er.
Jeg har udviklet en ny måde at arbejde med børn på, som ofte starter helt enkelt:
Med en tegning.
Herefter skal vi finde den historie, der gemmer sig i en af farveblyanterne.
Børnene elsker det.
For dem bliver terapien ikke en alvorlig samtale om alt det, der er svært. Det bliver leg, fantasi, historier og billeder – og midt i legen begynder deres indre verden stille at vise sig.
Det er noget af det, jeg holder allermest af ved at arbejde med børn.
De har endnu ikke bygget alle de samme forklaringer og forsvar op, som vi voksne har. Fantasien er lige ved hånden, og gennem den kan barnet ofte udtrykke noget, det endnu ikke har ord for.
Men den åbenhed gør også børn enormt modtagelige for deres omgivelser.
De mærker mere, end vi nogle gange tror.
De registrerer et ændret tonefald.
Et blik.
Når mor bliver fjern.
Når far bliver vred.
Når stemningen ved middagsbordet ændrer sig.
Når nogen er kede af det, selvom de siger, at alt er fint.
Barnet mærker det længe før, det nødvendigvis kan forstå det.
Og når et barn ikke kan forstå, hvorfor noget har ændret sig, forsøger det at skabe en forklaring.
Meget ofte bliver forklaringen:
Er det mig?
Har jeg gjort noget forkert?
Skal jeg være anderledes?
Skal jeg gøre mor glad igen?
Skal jeg lade være med at fylde?
Det er her, børn kan begynde at tage et ansvar på sig, som aldrig var deres.
Ikke fordi de vælger det.
Men fordi deres verden er bygget op omkring relationen til de mennesker, de er afhængige af.
Derfor kan det faktisk føles mere trygt for et barn at tænke:
“Det er min skyld.”
For hvis det er mig, der er problemet, kan jeg måske også gøre noget for at få kontakten tilbage.
Det giver barnet en form for mening og kontrol i noget, det ellers ikke kan forstå.
Jeg oplever også noget andet interessant hos børn.
Spørger man eksempelvis et barn:
“Synes du nogle gange, din søster er dum?”
kan svaret komme helt spontant:
“JA!”
Også selvom søsteren sidder lige ved siden af.
Og et øjeblik senere kommer blikket.
Barnet opdager den anden.
Kigger måske ned.
Og pludselig kommer skammen.
For må jeg godt føle sådan om én, jeg elsker?
Det er lige dér, vi voksne har en vigtig opgave.
For følelsen må gerne eksistere.
Barnet må godt være vred på sin søster og stadig elske hende.
Barnet må godt være frustreret på sin mor og stadig være knyttet til hende.
Barnet må godt have en følelse, uden at følelsen betyder, at barnet er forkert.
Børn kan ikke se hele det billede, vi voksne kan.
De forstår ikke nødvendigvis mors stress, fars historie, økonomi, skilsmisse, sorg, arbejde eller de voksnes egne indre kampe.
De mærker bare konsekvensen.
Og derfor gør de det ofte personligt.
Når relationelle brud ikke bliver mødt og repareret bagefter, kan barnet begynde at skabe sine egne forklaringer på det, der skete.
Det er det, man blandt andet taler om som rupture and repair.
For det afgørende er ikke, at vi som forældre aldrig kommer til at blive vrede, trætte, fraværende eller reagere forkert.
Det gør vi.
Det afgørende er også, hvad der sker bagefter.
At vi vender tilbage.
At vi hjælper barnet med at forstå.
“Mor var presset. Det var ikke dit ansvar.”
“Far blev vred. Men du er ikke forkert.”
“Det her er noget mellem de voksne. Du skal ikke løse det.”
“Jeg elsker dig stadig, selvom vi blev uvenner.”
Sådan lærer barnet, at en relation godt kan slå en revne uden at gå i stykker.
Uden den erfaring kan nogle børn begynde at holde øje med alt omkring sig.
De tilpasser sig.
Bliver ekstra dygtige.
Ekstra søde.
Trækker sig.
Bliver stille.
Eller bliver dem, der forsøger at få alle andre til at have det godt.
Alt sammen med det samme ubevidste formål:
At bevare forbindelsen.
Og det interessante er, at barnet kan tage denne strategi med sig langt ind i voksenlivet.
Det kan blive den voksne, der straks mærker, hvis stemningen ændrer sig.
Den voksne, der hurtigt tager skylden.
Den voksne, der føler ansvar for sin partners humør.
Den voksne, der forsøger at holde familien samlet.
Den voksne, der er fantastisk til at mærke alle andre – men næsten ikke kan mærke sig selv.
Det begyndte måske ikke med, at der var noget galt med barnet.
Det begyndte med et barn, der forsøgte at forstå sin verden og passe på en relation, der betød alt.
Og det er også derfor, jeg synes, vi skal møde børn med enorm nænsomhed.
Ikke med kontrol.
Ikke ved hele tiden at korrigere deres oplevelse.
Men med nysgerrighed, leg og autentisk kontakt.
Nogle gange skal vi ikke fortælle barnet, hvad det føler.
Vi skal skabe et rum, hvor barnet selv kan vise os det.
Nogle gange gemmer historien sig faktisk bare i en farveblyant.
Skal dit barn også i terapi?
Den vigtigste relation i et barns liv findes som udgangspunkt derhjemme. Men nogle gange kan det gøre en stor forskel, at barnet får sit eget trygge rum sammen med et menneske, der står udenfor familien.
De bedste hilsner
Katharina Areewong
Strandvejen 72, Vejle
Tlf. +45 22 81 05 53
Mail: [email protected]
