12/04/2026
Jeg gjorde mig selv mindre for ikke at såre andre.
Jeg frygtede, at det ødelagde andre, hvis jeg var ærlig.
Min lille pige var fanget i den magiske tænkning, der var placeret i hende, dengang hun ikke havde andet valg end at påtage sig ansvaret for stemningen.
Men jeg ved nu, at ærlighed ikke ødelægger andet end falske roller, forestillinger, fortolkninger og løgne.
Den ødelægger kun de bedrag som jeg holdt i live med min strategiske hemmeligholdelse af mig selv.
Jeg levede der i alt for mange år, i frygten for sandheden.
Gjorde mig selv mindre.
Hensynsbetændelsen sad fast i mit bindevæv og gjorde mig bitter.
“Hvem tror du, at du er?!* hviskede skammen til mig.
Langsomt har jeg viklet mig ud og der er noget, der har ændret sig i mig.
Som grundtilstand.
Ikke dramatisk og ikke som ét stort gennembrud. Mere som noget, der er faldet på plads lidt ad gangen.
Jeg kan mærke, at jeg er blevet en, jeg kan stole på.
Jeg tør være ærlig. Mest over for mig selv og det er egentlig det der gør den største forskel. For når jeg ikke tør være ærlig over for mig selv, så tør jeg heller ikke være det for andre, for så er der altid frygt for at blive afsløret, lige der midt i skammen.
Jeg har brugt mange år på at søge udenfor mig selv på, om jeg var rigtig.
I relationer. I indsamling af viden. I udvikling.
I alt det, jeg troede jeg manglede i mig selv.
Og lige nu, der sidder jeg i mit eget hjem.
I min egen krop. Og mangler ikke noget.
Ikke fordi mit liv er perfekt, men fordi jeg ikke længere forsøger at holde det hele sammen med kontrol (hej generaliseret angst).
Der er kommet en tålmodighed i mig, hvor der før var rædsel.
En ro, der ikke er apati.
En klarhed, der ikke behøver drama.
Og det overrasker mig lidt, hvor vild den følelse er.
At kunne være her og vide: Jeg er en, jeg kan stole på.
Og så mærke, hvordan det gamle skam-ædte spørgsmål “Hvem tror du, at du er?” ikke længere har magt over mig.
Hvem tror jeg, at jeg er?
Jeg tror ikke, jeg ved!
Jeg er Synne og det er nok.
Jeg er kvinde, jeg er menneske og jeg går med rank ryg.
For jeg kan stole på mig og jeg er stolt af mig.
Og dén følelse, lige dér, det er præcis det sted, jeg ønsker at invitere fra.
Ikke fra et løfte om transformation, for det kan jeg ikke kontrollere for dig. Det er op til dig.
Ikke fra idéen om at du mangler noget, for det gør du ikke.
Men fra erfaringen af, at noget dig allerede ved. Og nogle gange skal der bare et rum til, hvor det får lov at træde frem.
Min kvinderetræte er ikke en løsning, det er ikke et quick-fix.
Det er et sted at møde det, der allerede er i dig.
Bag støjen. Bag mønstrene. Bag alt det, du har lært at navigere i.
Hvis du kan mærke noget i det her, så ved du det godt.
Kom og vær med når vi går indad, når vi lægger maskerne fra os og står frem… uden at gøre os mindre.
(Link i kommentarsporet)
