10/10/2026
💙 Vi forventer ikke, at børn lærer at læse uden voksenstøtte. Det samme bør gælde selvregulering.
Jeg insisterer på, at børn ikke skal stå alene med deres sansninger og følelser, hvis jeg har mulighed for at være der sammen med dem.
Et åndehul på biblioteket. Alene.
En pause i garderoben. Alene.
Et frikvarter væk fra fællesskabet. Alene.
Nogle gange har barnet brug for færre indtryk og afstand til fællesskabet. Men kommer vi til at forveksle behovet for en pause med behovet for at håndtere det svære alene?
Ofte er det netop de børn, der har sværest ved at regulere følelser og reaktioner, som har størst behov for støtte. Alligevel kan de ende alene med det, der er svært.
🧠 Lidt nørderi: Selvregulering er ikke en færdighed, der bor i barnet fra fødslen. Den udvikles gradvist gennem erfaringer og samregulering med voksne.
Når vi hjælper børn med at forstå deres følelser og sansninger, mærke deres grænser, er vi med til at udvikle deres indre kompas. 🧭 Så de med tiden bedre kan navigere i det svære og række ud, når de har brug for hjælp.
Jeg vil gerne vise børnene, at jeg ikke er bange for deres følelser. At jeg respekterer deres behov for afstand, men stadig er der – også når de er vrede, kede af det eller overvældede.
Jeg behøver ikke fjerne følelsen eller løse alting. Jeg vil blot vise dem, at de ikke er for meget, fordi de har det svært.
♥️ Og så er der virkeligheden.
Skoledagen er kompleks. Der er mange børn, mange behov – også mine egne – og kun to hænder. Jeg kan ikke altid blive hos et barn, selvom jeg gerne ville. Jeg har også brug for pauser og tid til at tanke op.
Samregulering handler ikke om, at vi voksne skal kunne alt, men om at være bevidste om børnenes behov og støtte dem, når vi kan.
Et kærligt skriv fra en kompleks skolehverdag, hvor vi ikke altid kan gøre det optimale, men forhåbentlig kan blive mere bevidste om, hvornår børn har brug for afstand – og hvornår de har brug for, at vi hjælper dem med ikke at føle sig alene. 💙
Kh. Christina, børneergoterapeut i grundskolen.
